Ungdoms DM 2009 spilles i Skanderborg

Dansk Skak Unions danmarksmesterskaber for ungdom 2009 vil blive spillet i Skanderborg i weekend’en 15.-17. maj 2009. Skanderborg Skakklub vil være vært for arrangementet.
 
Der vil blive spillet om DM-titlen i følgende aldersklasser:

U8 – For spillere født i 2001 eller senere
U10 – For spillere født i 1999-2000
U12 – For spillere født i 1997-98
U14 – For spillere født i 1995-96
U16 – For spillere født i 1993-94
U18 – For spillere født i 1991-92
 
Der spilles 5 runder Schweizer med 1. runde fredag aften og to runder lørdag og to runder søndag. Partierne spilles med 90 min. + 30 sek. pr. træk til hver spiller til hele partiet og alle partier rates (DSU og FIDE). Der vil være fri tilmelding. Ved stort deltagerantal vil der i aldersklasserne U12, U14, U16, U18 inddeles i grupper efter dansk rating, mens der i de yngste grupper vil blive spillet flere runder, men i så fald med kortere betænkningstid.
 
Vinderen i hver aldersklasse vinder titlen “Danmarksmester” i sin aldersrække, fx “DM U16”. Vinderen i hver aldersklasse får endvidere adgang til at repræsentere Danmark senere på året i enten EU-Mesterskabet for Ungdom (U-10, U-12, U-14) eller i FIDE’s Ungdoms-EM eller Ungdoms-VM. Endelig fastlæggelse af dette aftales mellem ungdomsdanmarksmestrene og juniorlandstræneren Jes Harholm, og udgifterne til rejse og deltagelse betales af Dansk Skak Union. For de yngstes vedkommende (U8 og U10) er det en forudsætning at en af forældrene (eller en anden nær pårørende voksen) kan ledsage spilleren til det internationale mesterskab for egen regning.
 
Invitation til U-DM 2009 vil komme i starten af det nye år med yderligere information om turneringen og om spillestedet samt med henvisninger til relevante overnatningsmuligheder i Skanderborg.

Kontaktperson hos Skanderborg Skakklub er:
Anders B. Haarup
E-mail: abh@codan.dk
Tlf: 86 51 09 18 eller 30 37 80 19