Over halvvejs ved EUM

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Over halvvejs ved EU-mesterskaberne er stemningen i den danske lejr stadig god. Drengene har det godt med hinanden, og der bliver gået til den ved brættet.

Det største problem, som vi oplever hernede, er den daglige kamp mod de sværme af hvepse, der angriber vores måltider. Specielt om morgenen, hvor der er marmelade på bordet, minder tilstandene om åben krig. Utroligt nok er ingen af os blevet stukket endnu, men til gengæld har mange hvepse måtte lade livet for diverse opfindsomme fælder. Vores østrigske værters forsøg på at afhjælpe problemet har været en smule spage, så derfor har vi selv måtte tage affære.
Fx. kom de den første dag og lagde en håndfuld kobbermønter på bordet og forklarede at det var et middel mod hvepse, idet de ikke skulle bryde sig om genskinnet når solen ramte mønterne!?
Der er ingen tvivl om at drengene ikke længere går i panik, når et måltid hjemme i Danmark forstyrres af en enkelt hveps – vi har oplevet værre. 

Dagene hernede er blevet rutine, og ser i grove træk sådan ud:
Vi står op klokken 8 og spiser morgenmad, og når jeg har drukket min kaffe, kigger vi på skak det meste af formiddagen. Jeg har hernede forsøgt at give dem alle et lidt bedre åbningsrepertoire, hvilket for mig også har været en udfordring, idet alle drengene spiller 1. e4, og jeg altid har været inkarneret d4-bondemand, der heller aldrig har besvaret 1. e4 med 1…e5. Heldigvis har jeg lånt en masse god skaklitteratur med, så jeg lige selv kan udforske åbningerne, inden jeg skal vise drengene det.

Når der har været muligheder for det, har vi også forsøgt os med konkrete forberedelser, og endeligt snakket mere generelt om skak.

Klokken 12 er der middagsmad og efter middag, mens vi venter på runden, har friluftsbadet og minigolfbanen været besøgt. I minigolf vandt Jonathan suverænt drengenes ”cup”, mens Jørn Braüner tog sejren hos de voksne.

Klokken 15 er der rundestart, og mens drengene spiller, har vi voksne muligheder for at komme i kontakt med omverdenen på vores bærbare, da der er trådløst net på spillestedet, hvilket er helt super.

Efter runden går vi de 12 min tilbage til vores lille penison, hvor vi spiser, og bagefter kigger partierne igennem sammen.

Skakken spidser til hernede, og partierne bliver endnu tættere, end de har været i den første halvdel af turneringen. I både U12 og U10 tabte den førende spiller her i sjette runde og forlod grædende lokalet. I U12 var det en WFM fra Rumænien, der med meget røde øjne forlod lokalet.

I døråbningen blev hun stoppet af en ældre mand fra den rumænske delegation, der bestemt tog fat i hende, og fortalte hende kort, hvad han mente om hendes spil.

Efterfølgende var Jørn Braüner dog skarp, nok til lige at gå forbi pigen udenfor, og fortælle hende, at han faktisk syntes, at hun var ”a good chess player”. 1-0 til Senior Braüner!

Nå til runderne:

4. runde: ‘Masser af missede chancer

U12
Jonathan havde de hvide mod Zygmimantas Scitojus fra Litauen, og fik en helt overvældende stilling i Grand Prix angrebet, hvilket er den praktiske løsning, vi har mødt siciliansk åbning med hernede. Litaueren fik en dobbeltbonde og var bundet helt sammen. Jonathan fik desværre bygget angrebet lidt forkert op mod den sorte konge, men fordelen var der stadig. En løber stod pludselig udækket, men Jonathan undlod desværre at tage den, da han fejlagtigt troede at modstanderen truede et dækket tårn. Partiet endte i en remis ved trækgentagelse, hvilket bare var brandærgerligt.

U10
Benjamin havde inden runden 2/3 og var bedst scorende. Han kom desværre aldrig ind i partiet mod englænderen Isaac Sanders. Der røg en bonde i åbningen, og der blev byttet af til et tabt slutspil.
Benjamin var desværre aldrig i nærheden af noget i det parti.
Tor spillede sin elskede Morra-gambit mod Da Silva fra Portugal. Tor fik ikke stillet sig helt optimalt op, men det gjorde ikke så meget eftersom Da Silva havde masser af tid, til både at spille a6, h6, b5 osv. Tor havde et par gode muligheder for at få aktivt spil, men så dem desværre ikke.
Portugiseren fik dog rokeret og fik sine brikker ud, og så var Tor på hælene, og tabte desværre.
Tor skal dog have stor ros for at bruge sin tid og være koncentreret i partiet.

5. runde: ‘Desværre ingen hævn’

U12
Jonathan (billedet) spillede et rigtig godt parti, der virkelig viste hans positionelle færdigheder.

 Veronika Pozonec
 Jonathan Braüner (1894)
EU-mesterskab, Mureck U12 (5) 2008

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sf3 b6 4.Sc3 Lb7 5.Lg5 h6 6.Lh4 Le7 7.e3 0–0 8.Ld3 d5 9.0–0 Sbd7 10.b3 c5 11.Lc2 Tc8 12.Dd3 La6 13.Se5 dxc4 14.bxc4 Sxe5 15.dxe5 Dxd3 16.Lxd3

16…g5! 17.exf6 Lxf6 18.Lxg5 hxg5 19.Tac1 Tfd8 20.Le2 Td2 21.Se4 Txe2 22.Sxf6+ Kg7 23.Se4 Kg6 24.a3 Ta2 25.Tc3 Td8 26.h3 f5 27.Sg3 Tdd2 28.Sh1 Tac2 29.Tc1 Txc1+ 30.Txc1 Td3 31.a4 Ta3 32.Td1 Txa4 33.Td8 Lxc4 34.Tg8+ Kf6 35.Tf8+ Kg7 36.Tb8 b5 37.Tb7+ Kg6 38.Tc7 b4 39.Txc5 b3 40.Tc7 b2 41.Tb7 Ta1+ 42.Kh2 Tb1 43.Sg3 a5 0-1

Godt spillet og det varmede med en sejr ovenpå de missede matchbolde dagen før.

U10
Tor spillede et frygteligt parti mod Katie Treharne fra Wales, som Benjamin slog i første runde. Ingen af dem spillede koncentreret, og når de kunne, byttede de brikker af. Tor var egentlig heldig med den halve, da han var bagud det meste af partiet med en bonde. I analysen kunne han godt se, at han havde overset rigtig meget i det parti, og vi blev enige om, at der ikke ville komme flere af den slags partier.

Benjamin (billedet) spillede hvid mod Da Silva fra Portugal, der vandt over Tor runden før, og derfor håbede vi selvfølgelig på at få lidt oprejsning. Benjamin smed en bonde efter at være kommet godt fra åbningen, men svækkelserne i den sorte stilling gav håb. Det lykkedes at vinde bonden tilbage, og stillingen var lige, og Benjamin slappede af – lidt for meget desværre. Et træk efter fandt portugiseren noget smart, og Benjamin tabte. Et ærgerligt nederlag.

6. runde: ‘Næsten fuldt udbytte’

U12
Mod Laura Hiebler fra Østrig spillede Jonathan afbytningsvarianten i Spansk. Åbningen gav et lille pres, men der opstod vilde komplikationer, og Jonathan tabte en bonde. Sort manglede tydeligvis en plan og tilbød remis, men Jonathan afslog (!), og igangsatte et kongeangreb. Helt korrekt var det ikke, men i den gensidige tidnød, hvor de begge kun havde de 30 sekunder, der er i tillægstid pr. træk, fik han en fribonde, og stillingen var vundet. Desværre missede han det vindende, og det endte i en trækgentagelse.

U10
Benjamins modstander Diana Orasanu fra Rumænien var et interessant bekendtskab. Undervejs var jeg lidt i tvivl, om hun kunne reglerne, for hendes hvide løber gik Le2-d3-c2-b1, altså kun et felt ad gangen i åbningen. Samtidig rokerede hun ikke, men spillede Tg1 og Kf1. Benjamin fik en ok stilling, og havde et par gevinsttræk. Efter lidt rod endte det i S+S vs. T., og lige mange bønder. Benjamin forstod at bruge sine heste og vandt.

Tor (billedet) havde held med sin morra-gambit mod Andre Filipe Dionizio fra Portugal, og selvom han manglede en bonde ind i slutspillet, så havde han presset. Han så lidt længere end modstanderen, og opsatte et lille trick og vandt. Det er tydeligt, at det intet gør Tor at mangle en bonde.

Status er at brødrene Braüner, Benjamin og Jonathan, begge har 3/6. Tor har 2½/6. Vi er fulde af forhåbninger til turneringens sidste tredjedel.

Jeg har lovet drengene is, hvis de tilsammen kan score 13½ af 27 altså 50%.

Ris og Ros, samt gode råd om hvepsebekæmpelse kan sendes til 240113@cvufyn.dk

Resultater, stillinger og meget mere findes på turneringens hjemmeside:

www.jugendschach.at