Seks nykårede ungdoms-DM’ere

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Med 59 deltagere fordelt i seks aldersgrupper blev Dansk Skak Unions første ungdomsdanmarksmesterskaber en pæn succes. Stævnet blev afviklet i Ballerup i den forløbne weekend med Københavns Skak Union og BMS Skak som arrangører, og udover prestige og titler dystede de unge spillere om EM- og VM-billetter.

Med blot tre deltagere var U18-gruppen den tyndest besatte. Peter Grove (Viby), billedet, og Martin Hansen (Næstved) spillede remis indbyrdes i det ordinære parti og slog begge den væsentligt svagere Anders Trust (Tjele). DM-titlen skulle derfor afgøres i omkamp. Både hurtigskak og lynskak endte uafgjort 1-1, og duellen måtte derfor ud i et afgørende ‘sudden-death-parti’, som Peter Grove vandt efter en sand gyser.

Dara Sevkan Akdag (BMS Skak) levede op til favoritværdigheden ved at vinde U16-gruppen, og det samme gjorde Mads Andersen (Skanderborg) i U14. U12-gruppen efterlod heller ingen overraskelse, da Jonathan Bräuner (BMS Skak) tog sig af den og som den eneste gik igennem turneringen med maksimum-point.

Tor Joensen (Struer) vandt for spillere under 10 år, da han havde bedre korrektion end Marcin Percivaldi (Hillerød). Begge var sluttet lige med 4 point.

Hos de helt yngste under 8 år satte Peder Galei Kjeldsen (K41) blot et halvt point til og vandt tæt forfulgt af Alexander Le Besq (Frem) på 4 point.

http://www.kobenhavnsskakunion.dk/index.php?sid=60