Junior-VM: 2. runde

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Det blev en fin dag for os. Marie havde de sorte brikker mod Xu, Kina, 2079. En svær opgave. Åbningen blev Dronningbondespil, og Marie stillede sig fornuftigt op. Kineseren spillede ikke det bedste, og det lykkedes Marie at få fordel. Op imod tidnøden enedes spillerne om remis, idet der fremkom en trækgentagelse. I slutstillingen har Marie klar fordel. Flot at hun allerede i 2. runde kom på tavlen mod en stærk modstander.

Jakob havde de hvide brikker mod Bekkat, Algeriet 2202. Et parti der bare skulle vindes, men det er jo ikke altid så let. Det blev Katalansk åbning, hvor sort valgte en sidevariant af tvivlsom karakter. Det lykkedes dog algireren at bytte dronninger, men det resulterede i et slutspil, der var klar fordelagtigt for Jakob. Herefter blev modstanderen fuldstændig udspillet, og Jakob vandt sikkert. Ifølge ham selv var teknikken i tårnslutspillet ikke for god, men han havde så mange bønder mere end modstanderen, at han næsten ikke kunne undgå at vinde!

I går aftes fik spillerne og jeg en skaklig superoplevelse, som vi aldrig vil glemme! Der skete følgende: klokken 21 havde jeg som sædvanligt samlet de norske og danske spillere til analyse og gennemgang af partier. Alt foregår i et lækkert sofahjørne her i receptionen. Spillerne var Ellisiv Reppen, Jorunn Brekke, Emil Agdestein, Marie, Jakob og så mig. Vi gennemgik først Ellisivs parti (remis mod en stærk modstander). Da vi havde været i gang nogle få minutter stod juniorverdensmesteren Mamedyarov pludselig ved siden af og kikkede interesseret på. Ham har jeg jeg jo aldrig som person været særlig imponeret af. En fantastisk skakspiller, men arrogant som bare f….., og det har jeg f.eks. før beskrevet på denne hjemmeside. Han kommer fra Baku, Azerbajdjan ligesom Kasparov, og han opfører sig nærmest ligesådan – en sand konge. I øjeblikket verdens næsthøjest ratede juniorspiller med formidable 2674. Kun overgået af landsmanden Radjabov.

De første 5 minutter sagde han ingenting men kikkede kun på mine analyser uden at fortrække en mine. Jeg synes, at det var en god chance for at få ham med i vores analyser, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Derefter fandt jeg på følgende, som en af spillerne mente ville gå over i historien. Jeg kikkede direkte på ham og sagde:”Ok, sit down and learn”. Det brød isen, kan man roligt sige. Han flækkede i et stort grin og sagde:”Thank you”, hvorefter han satte sig ned ved siden af mig. Herefter kørte showet de næste 1½ time!

Mamedyarov har jo en helt fantastisk viden om skak, og de mest fantastiske idéer i analysen. Det nød vi alle godt af de 1½ time, det varede. Masser af fantastiske varianter og analyser og masser af store grin og “aha-oplevelser” undervejs!

I Ellisivs parti havde Jakob et forbedringsforslag, og Mamedyarov byggede videre på dette og demonstrerede på fantastisk vis, hvorledes hun kunne have vundet!

Derefter var det Maries tur til at komme i “vridemaskinen”. Et meget fint parti, og Mamedyarov var imponeret. Han mente dog, at det var helt i skoven, at Marie tog remis, idet han mente, at hendes fordel var meget stor, nærmest vindende! Det demonstrerede han så. Marie var ikke så let at overbevise, “men når Mamedyarov nu siger det, er der jo nok noget om snakken!”

Jorunn Brekke mødte den stærke tyske kvindelige stormester, Pähtz. Tyskeren havde klar fordel det meste af vejen og vandt da også ret sikkert. Alligevel lykkedes det for os i samlet flok at finde de ressourcer, der skulle til for (måske) at kunne holde partiet.

Så var det Jakobs tur, og inden vi analyserede partiet, sagde jeg til Mamedyarov:”Now listen carefully and take care, I think that Jakob will be your opponent in round 7″! Igen store grin, og Jakob supplerede straks:”No, I think that we will meet in the last round!” Endnu større grin hele vejen rundt – det var alletiders simpelthen! Igen superanalyser! Jakob sagde efterfølgende: “Hold da kæft, hvor er han skarp. Ham kunne jeg godt tænke mig at møde!”

Efter det parti sagde jeg til Mamedyarov:”Now you have seen our games, we want to see your game today!”. “Of course, no problem” replicerede han. Derefter viste han dagens gevinst og fortalte og forklarede med stor pædagogisk indsigt om finesserne i partiet. Det var igen en oplevelse. Undervejs i analysen kunne han ikke finde noget afgørende, og Jakob kom med et tilsyneladende stærkt træk.”Thank you meastro, brilliant” sagde han til Jakob. Da jeg så 10 sekunder senere havde gendrevet trækket, vendte han sig mod Jakob og sagde: “What is this, why do you come with such spupid proposal!”. Igen store grin hele vejen rundt, jo det var virkelig festligt! Da han var færdig med partiet, sagde han, at det jo ikke var noget særligt, hvortil jeg sagde: “Maybe not, but definitively one of the best games we saw this evening!” Mamedyarov grinede over hele hovedet, gav hånden til farvel og så var han gået.
En “fed” forestilling var forbi!

http://www.tsf.org.tr/index.php?option=com_content&task=view&id=169&Itemid=27