EM 6. runde

Peter Heine Nielsen spillede remis med GM Mladen Palac (2586) i 6. runde ved EM i Aix-les-Bains, mens Andreas Skytte Hagen slog IM Daan Brandenburd (2527) fra Holland. Andreas Hagen er kommet rigtig god med og kan score sin tredje IM-norm ved forsat godt spil.

Turneringen føres stadig af Vladimir Potkin fra Rusland, der har 5½ point. På andenpladsen følger 14 spillere på 5 point, heriblandt norske Jon Ludvig Hammer. Peter Heine har 4 point og Andreas Hagen 3½.

I 6. rundes parti mod GM Mladen Palac (2586) så Peter Heine Nielsen ud til at have en masse træk med hjemmefra. Ved træk 16 havde Peter Heine stadig 1½ time på uret mod modstanderens 30 minutter. Ved træk 17 tog Peter Heine for første gang en længere tænkepause og spillede Lxf7+. På Skak.dk havde kommentator IM Jens Ove Fries Nielsen mere fidus til 17. Df3. Søndagens runde var meget velbesøgt på Skak.dk, hvor der på et tidspunkt var 90 spillere logget ind samtidig. Som partiet udviklede sig efter 17. Lxf7, havde Peter Heine aldrig bedre end at tage evigskak. Partiet, plus et par andre toppartier, kan gennemspilles længere nede på siden. Desværre er Andreas Skytte Hagens sejr fra 6. runde ikke kommet på turneringens hjemmeside.

I 7. runde mandag skal Peter Heine med sort møde GM Andrey Zhigalko (2571) fra Hviderusland, hvis lillebror, GM Sergei Zhigalko, er med helt i toppen af turneringen. Andreas Hagen møder GM Tornike Sanikidze (2542) fra Georgien. Andreas Hagen har sort.

Skak.dk er dagens kommentator IM Christian Kyndel Pedersen, der vil være klar ved tasterne senes kl. 16.00. Runden starter kl. 15.00.

Tirsdag er turneringens eneste fridag.

Resultater: www.chess-results.com/Tnr45941.aspx

Hjemmeside: www.aixlesbains2011.fr