Sasikiran slutter sig til topgruppen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Davor Palo – kun remis mod Hector. Foto: Dennis Jensen

Ser man kun på antallet af afgjorte partier, så var fjerde runde af årets Sigeman-turnering den mest fredelige hidtil.

4. runde (18.04):
Hermansson      – Nakamura      remis
Iordachescu     – Su.B.Hansen   remis
Hillarp-Persson – Timman        remis
Sasikiran       – Cu.Hansen     1 – 0
Hector          – Palo          remis

Stillingen efter fire runder:
1-4. GM Iordachescu (Moldavien), GM Nakamura (USA), GM Timman (Holland), GM Sasikiran (Indien) 3.0; 5. GM Cu.Hansen (Danmark) 2.0; 6-8. GM Hector (Sverige), GM Hillarp-Persson (Sverige), GM Su.B.Hansen (Danmark) 1.5; 9. IM Palo (Danmark) 1.0; 10. IM Hermansson (Sverige) 0.5.

Men blot fordi et parti ender remis, behøver det jo ikke at være uinteressant. Okay, Tiger Hillarp-Persson mod Timman skete der ikke meget i. Begge havde haft lange krævende partier dagen inden og var tilfredse med en relativ hurtig remis. Iordachescu mod Sune Berg Hansen bød heller ikke på megen dramatik. Sune udlignede hurtigt komfortabelt med de sorte brikker, men Iordachescu spillede påpasseligt, så remis blev det. Sasikiran vandt et fint gennemført parti mod Curt Hansen og sluttede sig dermed til topgruppen. Det betyder samtidig, at de fire udlændinge har skilt sig pænt ud fra de dansk-svenske værter.

Davor Palo stod længe skidt mod Hector og i ren begejstring over at være kommet med i partiet, kastede han sig i tidnøden over en evig skak, men det kunne være blevet til mere.

 Jonny Hector (2513)
 Davor Palo (2525)
Sigeman (4) 2005 2005

Hector har i et forsøg på at undvige remis spillet med lidt for stor risiko, og det er nu tæt ved at blive straffet.
35…Db1!
Truer helt afgørende …Se3 eller …Sg3.
36.Ta8 Txe2+ 37.Kxe2 Dc2+ 38.Ke1 Dc1+ 39.Ke2 Dc2+ 40.Ke1 Dc1+?
40…Dxc3+ vinder. På 41.Kd1 følger 41…Se3+, der gafler hvids dronning, og efter 41.Ke2 Sxd4+ undslipper hvid heller ikke.
41.Ke2 Dc2+ ½-½

Det er i dag sidste dag i Malmø, inden der i morgen holdes fridag og flyttes til Høje Taastrup. Femte runde spilles på Hippodromen fra klokken 14:00 med følgende program:

Timman        – Hermansson
Nakamura      – Iordachescu
Su.B.Hansen   – Sasikiran
Palo          – Hillarp-Persson
Cu.Hansen     – Hector
 

Livepartier og mere info på:

www.ksu.dk/sigeman