Nordea Cup, 6. Runde

Alle dagens partier fandt en vinder og i alle tilfælde vandt favoritten, hvilket betød at det var en sort dag for de lokale håb.

Størst interesse var der om partiet mellem Flovin Tor Næs og Kristian Hovmøller, som med henholdsvis 3.5 og 3 point begge er med i kapløbet om at nå de 6 point. Flovin fik forholdsvis hurtigt terrænfordel og pres på dronningefløjen uden at Kristian fik noget modspil, og det udnyttede han sikkert. Det betyder, at hvis han får 1½ point i de sidste tre kampe, så er den 3. IM-norm hjemme og titlen som IM. I de sidste tre runder skal han møde Miezis, Esben Lund og Max Nielsen.

De to stormestre vandt begge i overbevisende stil på hver sin måde. Rausis ved stille og roligt at plukke bønderne fra Heini Olsen, og Miezis med et dronningoffer, der hurtigt vandt. I de sidste partier vandt Thorbjørn Bromann over Preben Dalberg, og Esben vandt over Svend Christensen, der uden held forsøgte med en kongegambit, for at komme på tavlen.

Ud over Flovin har Thorbjørn og Heini stadig en teoretisk chance for IM-normen, men det kræver gevinst i de sidste 3 partier. Heini og Thorbjørn mødes i 7.runde og afgør, om en af dem fortsat skal bevare muligheden.