You are currently viewing Kort Nyt uge 33

Kort Nyt uge 33

Den lettisk/russiske stormester Evgeny Ellinovich Sveshnikov er død den 18. august, 71 år gammel. Sveshnikov var nok mest kendt for sin store indflydelse på åbningsteorien, hvor Sveshnikov-varianten i siciliansk (1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 e5) er et af de største bidrag. Han har dog også flere flotte turneringssejre på CV’et, bl.a. senior VM 2017.

Svesnikov spillede flere gange i Danmark. bl.a. vandt han Larsens Nordjyske Mindeturnering 2018 i Aalborg foran bl.a. GM Henrik Danielsen og GM Jens Kristiansen.

Svesnikovs sidste optræden i Danmark var i Xtracon Invite Chess 2020 i Gilleleje, hvor han i stærk selskab scorede 4 af 9. Det var i den turnering, at Jesper Thybo scorede sin sidste GM-norm. Fotoet øverst i artiklen af Svesnikov er fra den lejlighed.

Den traditionsrige Tepe Sigeman & Co Chess Tournament spilles på Elite Plaza Hotel i Malmö den 23. – 29. september. Turneringen var tidligere planlagt til at blive spillet i april, men corona-situationen betød en udskydelse til september.

Det bliver spændende at se den tidligere verdensmester Anatoly Karpov i aktion ved en seriøs turnering igen. Karpov blev 70 år den 23. maj i år. Foto: Thomas Vestergård

Deltagere i ratingorden:
GM Jorden Van Foreest, Holland 2698
GM Gawain Jones, England 2684
GM Etienne Bacrot, Frankrig 2672
GM Nils Grandelius, Sverige 2666
GM Nihal Sarin, Indien 2655
GM Nigel Short, England 2626
GM Anatoly Karpov, Rusland 2617
GM Vincent Keymer, Tyskland 2602

Der mangler selvfølgelig et dansk islæt, men Nils Grandelius bor trods alt i Valby i København.

Hjemmeside: www.tepesigemanchess.com



SK1968 indbyder til Senior DM i hurtigskak i weekenden 2. – 3. oktober tæt på Aarhus Midtby. Ud over turnering, inviteres der også til stævnefest lørdag aften. Der spilles otte runder over de to dage. Betænkningstid: 20 minutter til hele partiet + 10 sekunder pr. træk fra første træk. Se mere her.