Sidste runde ved OL blev spillet søndag i BOK-Arena i Budapest. Det danske landshold i åben række skuffede ved at tabe med 3-1 til et på papiret noget svagere hold fra Mexico. Med de samme cifre sluttede det danske kvindelandshold af som vindere af deres match imod Costa Rica.
Det danske landshold havde valgt at lade topbrættet Jonas Bjerre sidde over i sidste runde, formodentligt med en forventning om, at ratingforskellen på knap 100 elopint i dansk favør, ville være nok til at sikre en dansk sejr. Som matchen udviklede sig, var det danske hold desværre aldrig rigtigt i nærheden af en sejr.
På topbrættet kom Mads Andersen fint ud af åbningen med sort i dronninggambit. Det blev en meget taktisk affære, hvor Mads var på hælene, men flere gange havde et par taktiske muligheder for udligning. Men det så desværre generelt ud til, at modstanderen spillede et godt parti.
Jesper Thybo stod med hvid bedst i en Bogo-indisk, og da han i træk 20 vandt en kvalitet for en bonde, så det længe ud til at han ville køre sejren hjem. Modstanderen forsvarede sig standhaftigt og lykkedes med at få en remis.
I den populære fremrykningsvariant i Caro-Cann fik Filip Boe Olsens modstander en lille fordel, men efter dronningafbytning tippede fordelen til sort i slutspillet. Dog så det ud til at partiet aldrig kom ud over remisgrænsen.
Efter ikke at have spillet de seneste fem runder, var Jens Ramsdal tilbage på det danske hold. Jens kom godt ud af åbningen med hvid i en Modern, hvor sort midlertidigt ofrer en bonde med d7-d5. Langsomt overtog modstanderen initiativet og vandt en bonde. Efter afbytning af alle de tunge brikker, kunne Jens have taget fuld kontrol på de hvide felter mod den sortfeltede løber, hvilket ville have været remis. Jens valgte i stedet en forceret variant, der endte med at tabe partiet på ærgerlig vis.
Landstræner Søren Bech Hansen skriver til skak.dk om den sidste runde i Budapest:
Sidste runde mod Mexico var desværre en dårlig dansk præstation. Mads tabte et slagsmål. Filip spillede solidt, og partiet var nok ikke på noget tidspunkt over remisgrænsen, selv om Filip undervejs fik god fordel. Samme kan nok ikke helt – men næsten – siges om Jespers parti, da Jesper nok stod til gevinst undervejs. Jens Albert skulle have bygget et fort i slutspillet, men fik i stedet overspillet og tabte. Unægtelig en skidt afslutning for Danmark på et OL, der undervejs så supergodt ud.
Mexico – Danmark: 3 – 1
IM Sion Radamantys Galaviz Medina (2488) – GM Mads Andersen (2598) 1 – 0
GM Gilberto Hernandez Guerrero (2482) – GM Jesper Søndergaard Thybo (2555) ½ – ½
GM Kevin Joel Cori Quispe (2461) – IM Filip Boe Olsen (2441) ½ – ½
FM Miguel Tadeo Palma Villanueva (2266) – FM Jens Albert Ramsdal (2328) 1 – 0
Danmark sluttede samlet på 11 matchpoint og 23½ brætpoint, hvilket gav en slutplacering som nummer 60 i et felt på 188 hold. Selvfølgelig væsentligt fra seedningen som nummer 30, men undervejs var der rigtig fine takter, og var de to tabte matcher i de to sidste runder gået anderledes, kunne det være blevet et ganske flot resultat for det danske landshold.
Jonas Bjerre blev procentvis bedste danske spiller med scoren 5½ af 9 og en præstation på 2653. Scoren blandt de fire første danske spillere lå homogent mellem 5½ point og 6 point.
Indien blev suveræn OL-vinder med 21 matchpoint og hele 4 matchpoint foran de nærmeste forfølgere. Det er første gang Indien vinder, og 18-årige Gukesh imponerede stort ved at score 9 af 10 på topbrættet, hvilket var en præstation på 3056 (!) og hele 3 point over forventet score. Resultatet var samtidigt en individuel guldmedalje på bræt 1. VM-udfordrerens ratingtal kom op på imponerende 2794 efter OL.
Også Erigaisi havde et fremragende OL med 10/11 på bræt 3 og tog den indviduelle guldmedalje. Han mangler kun 3 elopoint i at krydse de 2800 i elo. I de 11 runder tabte Indien kun et enkelt parti – Praggnanandhaa imod Wesley So i næstsidste runde.
Ratingfavoritterne fra USA tog sølvmedaljerne med 17 matchpoint efter en afsluttende sejr over Kina med 2½-1½. Bedst scorende på det amerikanske hold var Aronian med 8 af 10, hvilket gav 8,5 elopoint,
OL-vinderne fra 2022, Usbekistan, fik bronze også med 17 matchpoint. 20-årige Abdusattorov var holdets topscorer med 9 af 11, og lander efter turneringen på 2785 i elo. Shamsiddin fik guldmedaljen på bræt 4 med 8/10 og en præstation på 2779.
Færøerne havde et godt OL, og sluttede som nummer 52 med 13 matchpoint. Holdets femtebræt Luitjen Akselsson Apol, der i øvrigt er søn af Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen, scorede sin første IM-norm ved at score 6½ af 9. IM John Rødgaard fra Esbjerg scorede 2½ af 5.
Tysk/danske Frederik Svane, der repræsenterer Skanderborg i Skakligaen, fik individuel guldmedalje på bræt 5 med scoren 8 point af 9. Det var en ratingpræstation på 2791 og gav 15 ratingpoint.
Slutstilling i åben række:
1. Indien, 21 matchpoint, korrektion 476½
2. USA, 17 matchpoint, korrektion 395
3. Usbekistan, 17 matchpoint, korrektion 387
4. Kina, 17 matchpoint, korrektion 379½
5. Serbien, 17 matchpoint, korrektion 360½
6. Armenien, 17 matchpoint, korrektion 335
7. Tyskland, 16 matchpoint, korrektion 354½
8. Aserbajdsjan, 16 matchpoint, korrektion 351
9. Slovenien, 16 matchpoint, 341½
10. Spanien, 16 matchpoint, korrektion 339
14. Norge, 15 matchpoint, korrektion 335½
30. Sverige, 14 matchpoint, korrektion 296
52. Færøerne, 13 matchpoint, korrektion 250½
55. Finland, 13 matchpoint, korrektion 223½
60. Danmark, 12 matchpoint, korrektion 273½
68. Island, 12 matchpoint, korrektion 247
Det danske kvindelandshold sluttede af med en sikker sejr over Costa Rica med 3-1, hvor Danmark levede op til favoritværdigheden.
På førstebrættet gik Sandra De Belcourts modstander frisk til sagen, men Sandra holdt hovedet koldt, afviste angrebet og vandt sikkert i et modangreb. Ifølge computeren var det et nærmest fejlfrit parti af det danske topbræt:
På fjerdebrættet sluttede Sofie Bech Dürrfeld også af med en gevinst. I en Benkö-gambit fik Sofie hurtigt fordel, og selvom hun i en gevinststilling lavede en grov fejl, lykkedes det alligevel at hive sejren hjem. Med den samlede score 6½ af 10, gav det hende en WFM titel.
På bræt 2 kom Ellen Kakulidis ud i et slemt stormvejr med sort, men heldigvis valgte modstanderen at bytte brikker af, så at slutspillet med dronning og uligefarvede løbere var holdbart.
Shanne Hedegaard Jakobsen stod positionelt bedst hele partiet, hvor modstanderen havde en isoleret dobbeltbonde i f-linjen, men på trods af svækkelsen, var partiet aldrig ude over remisgrænsen.
Danmark – Costa Rica: 3 – 1
WCM Sandra De Blecourt (2065) – WIM Sofia Mayorga Araya (2059) 1 – 0
WFM Ellen Kakulidis (2048) – WIM Maria Elena Rodriguez Arrieta (1941) ½ – ½
Shanne Hedegaard Jakobsen (2002) – WFM Jennifer Acevedo Mendez (1836) ½ – ½
Sofie Bech Dürrfeld (1943) – WCM Karina Bogantes Robleto (1766) 1 – 0
På Kvindelandsholdets Facebookside har landstræner Jacob Sylvan efter rundens afslutning dagligt lagt en rundeberetning op for den aktuelle runde. Se mere: HER
Også i kvinderækken dominerede Indien, der sluttede et enkelt matchpoint foran USA. Særligt den 18-årige IM Deshmukh Divya (Juniorverdensmester 2024) imponerede ved at score 9½ af 11 på tredjebrættet, men også den relativt lavtratede IM Agrawal Vantika (2370) på fjerdebrættet gjorde det godt med 7½ af 9.
Kasakhstan var seedet som nummer 10, men blev en overraskende sølvmedaljevinder, hvor fire ud af fem spillere på holdet klarede sig pænt over forventet score. USA fik bronze, hvor især 21-årige IM Carissa Yip imponerede ved at score 10 point af 11, hvilket var en ratingpræstation på 2634.
Slutstilling i kvinderækken:
1. Indien, 19 matchpoint, korrektion 432
2. Kasakhstan, 18 matchpoint, korrektion 371
3. USA, 17 matchpoint, korrektion 418
4. Spanien, 17 matchpoint, korrektion 402
5. Armenien, 17 matchpoint, korrektion 391
6. Georgien, 17 matchpoint, korrektion 388
7. Kina, 16 matchpoint, korrektion 434
8. Ukraine, 16 matchpoint, korrektion 355½
9. Polen, 16 matchpoint, korrektion 352
10. Bulgarien, 16 matchpoint, korrektion 348½
45. Norge, 13 matchpoint, korrektion 255
46. Sverige,13 matchpoint, korrektion 253½
51. Danmark, 13 matchpoint, korrektion 223½
53. Finland, 12 matchpoint, korrektion 278
58. Island, 12 matchpoint, korrektion 235½
Link til partier fra OL: https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/open og https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/women
Link til hjemmesiden for OL i Budapest: https://chessolympiad2024.fide.com/
Link til 45. FIDE Chess Olympiad på Facebook: HER
Link til resultater i ÅBEN række: HER
Link til resultater i KVINDERÆKKEN: HER
Link til masser af billeder fra OL: https://chessdailynews.com/budapest-chess-olympiad-photos/