Fra De Forenede Arabiske Emirater er Ungdoms VM ved at komme ind i den afgørende fase. Der er nu spillet 9 af de 11 planlagte runder.
Denne gang har vi modtaget et referat skrevet af både den nuværende og tidligere ungdomslandstræner:
Af Mads Boe og Allan Stig Rasmussen
U-VM 9. runde
Det er blevet normalt, at vi scorer mellem 2½ og 3 point i hver runde – dog runde 1 positivt undtaget. i dag var ingen undtagelse.
Vi havde ellers tanket energi ved om aftenen på fridagen at spise store saftige velsmagende bøffer nede i centrum af Al Ain. Alle var blevet trætte af den meget ensformige mad på spillestedet, så vi havde brug for noget afveksling.
U18: Mads Andersen var hvid mod Tadeas Kriebel (2363) fra Tjekkiet. Vi havde forberedt noget giftigt stads, men også luret at det nemt kunne blive en småkedelig variant i stedet, og det blev det. Til gengæld kunne Mads fyre klart flere træk af end sin modstander, indtil han havde en god halv time ekstra på uret og et behageligt initiativ. Modstanderen spillede derefter nogle ret hurtige skakker, men havde misset et stærkt forsvar, hvorefter stillingen var håbløs. En dejlig let sejr til Mads, og han er nu tilbage i toppen med 6/9 og en placering i top 10 er absolut realistisk.
Mads Andersen – Stadig mulighed for en topplacering (foto Rugerro Percivaldi)
U16: Martin Percivaldi tabte med sort til Rumen Nikolev (2023) fra Uzbekistan som virkede klart underrated. Han havde en glimrende forberedelse med til partiet, og fik en rigtig behagelig fordel, mens hans stadig øgede tiden på uret. Han opdagede dog ikke helt hvor godt han stod – eller måske rettere hvor dårlig modstanderens stilling var, og i stedet for at tage sig tid til at sende en meget passiv springer hen mod et lækkert felt, gik han i gang med afviklinger der åbnede stillingen op. Desværre satte det også liv i modstanderens brikker, inden Martin nåede at få sine egne med, og i en allerede presset stilling røg der pludselig en ren officer. Lidt mere tro på egne evner, og udfaldet kunne nemt have været omvendt. 4½/9.
U14: Symmetrisk Engelsk med sort er en populær åbning for vores unge talenter. For 3. gang ud af 3 vandt vi med varianten, hvor man spiller Lf5 og Dd7 med ideen at spille Lh3. Stanislav Kovalevsky (1856) fra Hviderusland valgte at spille e4, hvilket giver et svagt punkt på d4. Det lykkedes Jesper Thybo at få en stærk springer mod den nu dårlige løber på g2. Efter nogle gunstige afbytninger fik Jesper en klar slutspilsfordel, som sikkert blev ført til gevinst. Jesper har nu 5/9.
U12: Nicolai Kistrup kendte ikke rigtigt planerne mod gammeldags Benoni (1.d4,c5 2.d5,e5) mod Thisen Thiyasara (1523) fra Sri Lanka og fik hurtigt en stilling der var en smule dårligere. Nicolai fik en løber til h6, som blev fanget efter g5. Løberen kunne dog ikke vindes på feltet, men modstanderen havde muligheden for at åbne dronningefløjen op, og reelt spille med en officer mere. I stedet blev alle de tunge officerer byttet af, og da den sorte konge ikke kunne forlade kongefløjen blev der taget remis. Nicolai har nu 4/9.
U10: Filip var hvid mod en uratet mongol Sugar Ganerdene, der havde klaret sig ganske godt. Det blev et omskifteligt parti, men med Filip ovenpå det meste af tiden, med en meget lovende angrebsstilling. Han tænkte dog mest i andre baner, og med lidt hjælp fra modstanderen var det ved at udløse materiale og kunne have taget en bonde, men var nervøs for komplikationerne der ville opstå. Desværre fulgte Filip ikke helt korrekt op, men røg i stedet i et trick der kostede en officer og dermed partiet. Ærgerligt. Med nederlaget mistede Filip desværre muligheden for en top 20 placering, da han nu har 5,5/9.
Jeg har på ungdomselite@skak.dk fået en forespørgsel på hvordan et dagsprogram egentligt ser ud for de danske spillere. De fleste af dagene starter runden kl. 16.00, så lad os tage det som udgangspunkt:
8:30-9:30 Morgenmad – vi spiser ikke sammen, da nogle gerne vil spise før andre
10:00-11:30 Gennemgang af partier fra dagen inden. Mads Andersen træner og forbereder sig dog med GM Allan Stig Rasmussen
11:30-13:00 Forberedelse til de kommende partier. Ofte er der ikke mange partier at finde for Filip og Nicolai
13:00-14:00 De fleste slapper af, men der er også plads til forberedelser, hvis man synes der er behov for det
15:30 Vi går i fælles flok til spillestedet – kun ca. 500 meter fra hvor vi bor
16:00 Runden starter
18:00-20:00 Jeg sidder sammen med de øvrige forældre i fællesarealet og venter på spillerne. Nogen gange spiller vi lidt lyn når de kommer ud eller også kigger vi partierne igennem
ca. 20:00 Aftensmad – Man spiser når man har lyst
Efter aftensmad spiller vi af og til lidt lynskak. Vi er jo glade for skak! Kommer rundeparingen tidligt, plejer Mads, Jesper og Martin at kunne nå at kigge lidt på modstanderen inden det er sengetid.
Mads Boe og Allan Stig Rasmussen
Hjemmeside: www.worldyouth2013.com