47-årige Vassily Ivanchuk fra Ukraine blev en overraskende verdensmester i hurtigskak ved verdensmesterskaberne i de hurtige discipliner i Doha, Quatar. Der var stor spænding inden sidste runde om hvem der skulle blive verdensmester. Fem spillere delte førstepladsen med 10 point, og ved ligestilling skulle titlen afgøres ved korrektion, som her var modstandergennemsnit.
Verdensmester Magnus Carlsen havde en hård turnering med tre nederlag undervejs. Han var ellers nået helt op på en delt førsteplads efter i næstsidste runde at have slået den førende Ian Nepomniachtchi, men da han var startet med kun et halvt point i de to første to runder, og også havde tabt til Ivanchuk i runde 7, kunne han ikke vinde turneringen på korrektion. “Det er bare at gratulere Ivanchuk. Hvis der er nogen jeg under succesen, så er det ham. Han har været en klassespiller i 30 år. Han fortjener virkelig dette”, sagde Magnus Carlsen til NRK efter turneringen var afsluttet.
Slutstillingen efter de 15. runder over tre dage:
1. Vassily Ivanchuk, Ukraine, 11 point- modstandergennemsnit 2747
2. Alexander Grischuk, Rusland, 11 point – modstandergennemsnit 2740
3. Magnus Carlsen, Norge, 11 point – modstandergennemsnit 2701
4. Shakhriyar Mamedyarov, Aserbajdsjan, 10 point – modstandergennemsnit 2738
5. Yangyi Yu, Kina, 10 point – modstandergennemsnit 2724
6. Ian Nepomniachtchi, Rusland, 10 point – modstandergennemsnit 2713
7. David Anton Guijarro, Spanien, 10 point – modstandergennemsnit 2669
Herefter fulgte seks spillere med 9,5 point.
Vassily Ivanchuk, en af turneringens ældste deltagere, og i verdenseliten gennem 30 år, strøg til tops og blev verdensmester i hurtigskak. Foto: www.dohachess2016.com
Niels Grandelius fra Phillidor havde ikke nogen god turnering. Han endte med 50% på 7,5 point, hvilket var knap et point under forventet score. Også Rasmus Svane fra Skanderborg Skakklub med 6,5 point var et point under forventet score.
I kvinderækken blev Anna Muzychuk fra Ukraine en sikker vinder af turneringen med 9,5 point af 12 foran Alexandra Kosteniuk fra Rusland med 8,5 point og Nana Dzagnidze fra Georgien med 8 point.
Anna Muzychuk sikrede at det blev ukrainsk dobbeltsejr ved VM i hurtigskak. Foto: www.dohachess2016.com
I morgen torsdag den 29. december starter VM i lynskak. Her spilles der i alt 21 runder fordelt med 12 runde torsdag og 9 runder om fredagen. Der spilles med betænkningstiden 3 minutter + 2 sekunder pr. træk.
Program for lynturneringen:
29. december kl. 13:00:-Dag 1 – lynskak
30. december kl. 13:00: Dag 2 – lynskak
Norsk TV følger turneringen intensivt. Der sendes direkte på NRK hver dag under turneringen på dette link: https://www.nrk.no/sport/sjakk/
Link til hjemmesiden: http://www.dohachess2016.com/