DanPumps Kolding Bymesterskab – Dag 2

  • Post author:

På vegne af Springeren Kolding skriver Jens Madsen om andendagen i DanPumps Kolding Bymesterskab, der har deltagelse af 100 spillere:

 

Weekendturneringer kan som bekendt være en nådesløs affære, så derfor var det spændende at se hvem der bedst kunne kanalisere ”the force” her på denne International Star Wars Day (May the 4th be with you ….). I dagens morgenrunde lykkedes dette bedst for det unge segment i mesterskabsgruppen.

FM Filip Boe Olsen sikrede sig en flot gevinst mod IM Jens Ove Fries Nielsen, hvor han på overbevisende vis skar igennem en underskov af taktiske finesser. Filip var kort forbi kommentatorlokalet efter partiet, og det må konkluderes at han nok havde haft rimeligt godt styr på begivenhederne. Filip var vågnet op med høj feber og hovedpine, så det vidnede om stor viljestyrke. Det er jo som bekendt på regnvejrsdage at fodboldmesterskaber vindes. 

 

IM Jonas Bjerre stod samtidig for den anden gevinst i gruppen da han, uden de helt store armbevægelser, stille og roligt udspillede IM Rasmus Skytte. Når tingene flyder for Jonas får han det til at se ubesværet ud.

 

Endelig spillede den førende IM Bjørn Møller Ochsner en forholdsvis stille remis med hvid mod IM Mikkel Antonsen. Med disse resultater deltes føringen i øverste gruppe mellem Jonas og Bjørn, så der var stor spænding før deres indbyrdes opgør i dagens sene runde.

 

 

Turneringslokalet, hvor de tre øverste mesterklasser spiller. Foto: Mads Boe

Netop favoritopgøret mellem Jonas og Bjørn blev tredie rundes længste i den øverste gruppe. Noget overraskende valgte Jonas at afvige fra sit standard åbningsrepertoire (1.e4) ved i stedet at skubbe dronningebonden to trin. I kommentatorlokalet var FM Mads Boe tæt på at falde ned fra stolen, og Bjørn brugte da ogå en rum tid på at overveje de dybere motiver bag den overraskelse. Det blev en dronningeindisk opstilling, hvor Bjørns kongeopstilling blev noget kompromitteret efter en serie afbytninger i centrum. Det blev ihvertifald nemmest at være hvid, og Jonas indkasserede dagens anden gevinst.

 

Partiet mellem de to højestratede spillere i turneringen: 

 

 

I de to andre partier kom Filip hurtigt på afveje mod Mikkel mens Jens Ove og Rasmus skytte spillede 30 udramatiske træk inden de røg fredspibe. Dermed er stillingen i øverste gruppe at IM Jonas Bjerre fører med 2½ point, fulgt af IM Mikkel Antonsen med 2 point. De to mødes søndag morgen i fjerde runde.

I Mester 2, hvor vinderen får tilbuddet om at deltage i næste års mesterskabsgruppe, er der en tredelt føring mellem Erik Søbjerg, FM Peter Jakobsen og FM Mikkel Manosri Jacobsen med 2 point hver.

 

Fra de øvrige grupper bør fremhæves kamphanerne i Mester-4 og Basis-2, som ikke har behov for noget regelsæt for at imødekomme remisdøden. Samtlige partier i disse to grupper har indtil videre fundet en vinder!

 

Stillingen i Mester 1 efter 3 runder: 

1.IM Jonas Buhl Bjerre, 2½ point
2. IM Mikkel Antonsen, 2 point
3. IM Bjørn Møller Ochsner, 1½ point
4. – 6. FM Filip Boe Olsen, 1 point
4. – 6. IM Rasmus Skytte, 1 point
4. – 6. IM Jens Ove Fries-Nielsen, 1 point 

 

Resterende program for turneringen: 
4. runde: Søndag den 5. maj kl. 10.00-15.00
5. runde: Søndag dem 5. maj kl. 16.00-21.00

 

Link til live fra Dansk Skak Union: http://liveskak.dk/2019/danpumps/

Link til live via Chess24: Mester 1 – Mester 2 – Mester 3

 

FM Niels Jørgen Fries Nielsen og FM Mads Boe streamer kommenteringen af 4. runde i de tre øverste grupper fra omkring søndag kl. 11:00. Link: https://www.twitch.tv/danskskakunion  

 

Link til resultater fra turneringen: HER

 

Link til Skakklubben Springerens hjemmeside: www.skakklubbenspringeren.dk