Ungdoms-EM i Bratislava sluttede lørdag eftermiddag. Delegationslederne Marie Frank og Mads Andersen har sendt en afsluttende rapport til skak.dk:
Sidste runde til EM bød på 7½ point til de danske deltagere og en flot slutspurt var derfor en realitet. Vi fejrede en veloverstået turnering med is, burgere og flere opvisningsmatcher i kæmpeskak i centrum af Bratislava. Her er vi stadig ubesejrede og vi solede os i såvel klapsalver, som solstråler da temperaturen i dag ramte 35 grader. Efter byturen tog vi på nye eventyr, da vi fravalgte arrangørernes punktlige busser og i stedet tog sporvognen tilbage til hotellet. Her stod aftenen på masser af hygge i form af babyskak, Coco Crazy, Kykskak, Codenames, Nejskak og andre sjove brætspil. Blandt andet hev GM Mads spillet Avalon frem som fik afsløret at trænerne i virkeligheden er onde og nogle grumme svindlere, så igen kunne de trække sig sejrrigt ud af endnu et brætspil.
Den danske delegation med Bratislava slot i baggrunden. Ingrid- og Karl Emil Elmer Nielsen Refs mangler på billedet.
Dette bliver de sidste ord fra os i denne omgang – ikke mere skriveri om islandske sagaer, busser og tårnhop. Vi runder af med en gennemgang af spillerne og deres performance. Tak til alle jer som har læst med og heppet på spillerne – det er utrolig dejligt at vide, at der er opbakning hjemmefra. Tak til alle spillerne og de medrejsende forældre for at være med til at gøre dette til en uforglemmelig tur – særligt blev vi rørte over at alle spillere og forældre havde taget sig tid til at skrive en personlig takkehilsen til os og samlet ind til en gave. Vi glæder os til at følge med i de unge talenters fremtidige eventyr på de 64 felter.
Spillerne og forældrene lavede en takkehilsen til Marie Frank og Mads Andersen.
Jonas 5½ point: Nogle ærgerlige tab undervejs i turneringen gjorde, at han aldrig for alvor fik blandet sig i topstriden. Jonas har dog nok engang imponeret med godt spil og præcis variantberegning, og der er ingen tvivl om, at han har styrke til 2500. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, hvornår han får sin sidste GM-norm og Danmark får en ny stormester.
IM Jonas Buhl Bjerre.
Adesh 3½ point: Han startede som lyn og torden ved totalt at udspille en højtratet modstander i første runde. Hvad der skete herefter skulle desværre komme til at definere resten af turneringen; en ærgerlig blunder kostede både pointet og gav et hak i selvtilliden, som hang ved. Selvom han spillede godt de næste par runder mod stærkere modstand, udeblev sejren og da han begyndte at møde lavereratede spillere, kneb det med troen på at de bare skulle bankes, som vi ved han kan. Men som en såret hyæne på savannen måtte Adesh kæmpe sig tilbage i turneringen, og fik sluttet af med 2/2. Hvis Adesh blot husker at tro på sig selv, er der ingen tvivl om at spillet er til et væsentligt højere ratingtal.
Adesh Easwaralingam.
Ellen 5½ point: Ellen har over de seneste par år været igennem en forrygende udvikling og har forbedret sit spil markant. Det har man også kunne se til EM, hvor hun har spillet hurtigt, selvsikkert og effektivt. Undervejs blev det også til en remis mod sølvmedaljevinderen af P18. Det kan dog være svært at holde pusten oppe med sådan et hårdt program, og nogle ærgerligt pointtab har gjort, at hun ikke kunne spille med om de medaljer der blev drømt om. Nu venter et sabbatår fyldt med skak, og vi forudser et tronskifte er på vej i Dansk kvindeskak og at kronprinsessen bliver dronning.
WFM Ellen Fredericia Nilssen.
Filip 6 point: Vores nye internationale mester havde svært ved at få spillet til at fungere og nogle dumme blunders kostede både hele og halve point. Filip er dog en fighter af guds nåde og der skal mere til at få ham ned med nakken. Det var derfor en fornøjelse at se ham rejse sig igen og igen og at slutte turneringen godt af. Nu kan jagten gå ind på at hæve niveauet til stormesterstyrke.
IM Filip Boe Olsen.
Casper 6 point: I de første par runder var det svært for Casper at få spillet til at fungere, men da han først kom op i fart var han ikke til at stoppe! Casper er en sand regnemaskine ved brættet og en mester i taktiske forviklinger – så ingen modstander kan føle sig sikker når Casper folder sig ud. Med et sundt åbningsrepertoire og lidt mere fokus på den positionelle forståelse vil Casper snart kunne ramme sit første mål – FM-titlen.
Casper Liu.
Paulius 3½ point: Der er ingen som Paulius. Mr. Bullets tidsforbrug var igennem noget af en forvandling under denne turnering. I de første par runder brugte han al sin tid på at komme til at stå dårligt mod lavereratede modstandere, hvorefter han kunne få lov at vise sine skills som bulletmester. Paulius var dog enig i, at denne taktik ikke var optimal og han fik bedre styr på sit tidsforbrug – dog med enkelte tilbagefald til bullet-stilen. Paulius har en unik spillestil, men mangler et sundt åbningsrepertoire. Når der kommer styr på den del, er vi sikre på, at hans sande spillestyrke vil vise sig og ratingtallet vil stige.
Paulius Meskenas.
Ingrid 3 point: Ingrid har det seneste år vundet en masse rating, og har skulle stabilisere sig på et nyt og højere niveau. Modstanderne falder ikke længere for billige tricks, så der er brug for at arbejde med forståelse af åbninger og planer. Ingrid er blevet mere hårdhudet og lader sig ikke længere i samme grad gå på af modgang og tab af rating, men fokuserer i stedet på at blive bedre. De tre point var i underkanten, men vi tror på at Ingrid vender stærkt tilbage.
Ingrid Elmer Nielsen Refs.
Philip 4½ point: Den absolutte topscorer på ratingfronten i den danske delegation. Han startede turneringen med en overbevisende sejr mod en stærk mesterspiller, men herefter var det lidt ned af bakke. Philip havde problemer med, at han rykkede for hurtigt, og derfor ikke fik regnet til bunds i varianterne. Dette fik han dog korrigeret i de sidste runder, hvilket ellers kan være svært for en flow-spiller som Philip. Det gav dog pote og han sluttede flot af med 3 point i de sidste fire runder. Philip har en rigtig god hukommelse og har suget til sig af læring hernede. Mesterspillertitlen må være næste mål for Philip, og med en koncentreret indsats går der ikke længe før den er i hus.
Philip Uhre Knudsen.
Noah 4 point: Noah har gennemgået en stor skaklig udvikling på denne tur. Han har lært at spille hovedvarianter, han lykkedes med at slå en stærk hollænder, og han mødte den senere turneringsvinder. Når han ikke sad ved brættet hoppede han rundt som et tigerdyr, og spredte god stemning. Noah skal arbejde videre med sine åbningsvarianter og løse en masse taktiske opgaver, herefter vil ratingtallet banke opad.
Noah Krug Wahlgreen.
Jeppe 4 point: Jeppe havde netop fuldt fortjent indkasseret den ærefulde mesterspillertitel inden turen gik til Bratislava. Til EM er der dog ingen lette kampe og Jeppe kom hurtigt på hårdt arbejde. Derudover synes vi, at det gik en anelse hurtigt med at fyre trækkene af, så ærgerlige fejl kostede flere hele og halve point. Jeppe viste dog ægte mesterspillerstyrke, da han efter 4 nederlag i streg hev sig op til at vinde de sidste to partier i turneringen. Turneringen har kostet lidt på ratingkontoen, men der er ingen tvivl om at Jeppe snart er tilbage som mesterspiller og vi tror ikke han ser sig tilbage herefter.
Jeppe Hald Falkesgaard.
Karl Emil 3 point: Karl Emil fik en hård start på turneringen, hvor han i de første to runder måtte op mod to mesterspillere – og ovenikøbet havde han sort i begge partier. Der kom dog rigtig godt styr på dragevarianten, så den er klar til at spy ild og skaffe mange point i fremtiden. Det blev kun til 3 point denne gang, og Karl Emil fik aldrig rigtig vist, hvor god en spiller han er blevet. Undervejs i turneringen holdt han dog humøret højt og var stort set altid at se med et stort smil på læben.
Karl Emil Elmer Nielsen Refs.
Vitus 5 point: Vitus kom fantastisk fra start og lagde ud med 4/5 point. I de første partier spillede Vitus dog for hurtigt, men det fik han straks korrigeret, hvorefter spillestyrken også blev hævet. Selvom det ikke blev til ligeså mange point i slutningen af turneringen, imponerede Vitus med flot variantberegning og sikker gevinstføring. Når Vitus først får styr på det positionelle og får mere erfaring i at spille mod stærkere spillere, vil ratingkurven stige stødt.
Vitus Bondo Medhus.
GM Mads Andersen og FM Marie Frank har været populære delegationsledere og trænere for de unge danske talenter i Bratislava.
Link til live: http://www.eycc2019.eu/games/live-coverage/
Link til danske resultater på Chess-results: HER
Link til hjemmesiden for EM: http://www.eycc2019.eu/
På Dansk Ungdomsskak på Facebook er der løbende blevet opdateret under turneringen. Se mere: HER