EM for ungdom, dag 6

Bjørn Møller Ochsner slog i 6. runde IM Daniel Sadsikowski fra Polen og møder i dag IM Denis Kadric fra Bosnien.

Ungdomslandstræner Mads Boe skriver fra Prag:

Af Mads Boe
EM for ungdom, dag 6
Som tidligere nævnt i runderapporterne, har vores spillere stort set samme farve hver dag. Eneste undtagelse i dag, var Johan og Toby der havde hvid. Toby forberedte sig dog som sort, da han jo vidste at det var “sort dag” i dag. Det er ikke sådan med de faste rutiner.

Apropos de faste rutiner, så ser en typisk skakdag i Prag således ud:

8:45 Morgenmad
9:30 Afgang til Top Hotel
10:00 Forberedelse til partierne med Chessbase, træning i Jussupow-bøgerne, gennemgang af partier og opgaveløsning i “step-bøgerne”.
12:00 Svømning eller en smule fodbold
13:00 Frokost
13:30 Afslapning, hygge og evt. lidt snak om skak
14:45 Vi går i mod spillelokalerne – der er 0 tolerance!
15:00 partierne starter
ca. 17:00 De første spillere kommer ud, og vi starter gennemgang af partierne.
ca. 19:30 De sidste kommer ud, og vi begynder at pakke sammen for at tage tilbage til Hotel Olympik for at spise aftensmad
21:00 Gennemgang af de partier vi ikke nåede
ca. 23.00 Sengetid

Som man kan se af programmet, er der ikke meget fritid i løbet af dagen. Det er et hårdt program, hvor det meste af ugen ligger i faste rammer. I morgen torsdag afviger vi dog rutinerne, idet der om formiddagen er bestilt bådtur på floden Moldau, hvor vi gerne skulle komme forbi Karlsbroen og Hradzany slottet.

På brætterne var resultaterne i dag mere end godkendt. Det blev til en samlet score på 7/11 – og som tidligere nævnt 9 partier med sort.

Jonas Bjerre er efter en dårlig start (han skulle nok lige vende sig til at spille med i et stort stævne) kommet rigtigt godt igen. i dag blev det til den 4. sejr på stribe! Det var et stilrent parti i modtaget dronninggambit, hvor han fik spillet a6-b5 og Lb7 og presset bonden på e4, som han efterfølgende vandt ved at spille b4. Modstanderen gav Jonas løberparret, men det var meget stærkere end springer/løber.

Efter 2 sejre i træk måtte Caterina Wul Micalizio i U-08 i desværre strække våben i dag, men først efter en lang kamp.

I U-10 vandt Filip Boe Olsen med caro-cann ved at sætte mat i 24. træk. Inden da havde han dog først stået til tab efter åbningen, efterfølgende været en kvalitet nede, men fik et ubehageligt matangreb mod h2, som modstanderen ikke forstod at parere.

I U-12 har Johan Møller Ochsner haft en hård turnering. Han har udelukkende mødt stærkere modstand, men har dog alligevel sin forventede score. i dagens parti spillede han lukket siciliansk, men burde nok have valgt at rokerere kort frem for langt. Sort fik nemlig noget lettere ved at angribe Johans konge end modsat. Så Johan måtte desværre ned.

Tobys modstander spillede fransk, og opnåede i åbningen en lille fordel. Toby ofrede en officer på f7 for modspil, og selvom det i analyserne så ud til at det ikke var helt korrekt, fandt modstanderen ikke et forsvar, så han mistede dronningen. Godt spillet af Toby.

I U-14 spillede Bjarke Vangsgaard igen skandinavisk. Bjarke har generelt godt styr på varianterne, men kom i dag op i mod en spiller på over 2100 i rating der kendte en lidt giftig plan med Se5 og efterfølgende g4, hvor man truer løberen på f5, som kommer i problemer efter Lg6 og h4. Efter afbytningen på g6 kom Bjarke i problemer, da hvis kom ind på 7. række. Et giftigt bondeoffer åbnede op for løberen på c3, hvorefter slaget var tabt.

Freja Vangsgaard spillede som tidligere i turneringen skandinavisk og vandt en bonde i træk 7 samtidigt med at en del brikker blev byttet af. Resten af partiet handlede om at realisere merbonden som lykkedes.


Freja Vangsgaard vandt i sikker stil. (foto: Lene Wul)

Martin Percivaldi spillede sin 3. franskmand i turneringen, og kom igen i problemer på grund af den dårlige hvidfeltede løber, der ikke kunne komme ud. I midtspillet dummede modstanderen sig dog, og Martin vandt.

Jens Ramsdal i U-16 fik aldrig rigtigt fordel mod en spiller, som Jens normalt burde kunne slå. I et fremkommet uligefarvet løberslutspil kunne modstanderen let holde remis.

Thea Nicolajsen spillede caro-cann, og fik hurtigt en lidt dårlige stilling på grund af en isoleret bonde på d5, som i partiet let kunne angribes og vindes. Heldigvis valgte modstanderen i stedet en skarp kombination, som ikke virkede, hvilket gav Thea en officer mere for 2 bønder. Slutspillet var vundet, men det krævede valg af den rette plan. Desværre valgte Thea en fortsættelse, hvor modstanderen kunne holde remis, da springeren var låst til beskyttelse af en fribonde. Ærgerligt, men godt kæmpet.

Bjørn Møller Ochsner var i dag på live i U-18 mod en polsk IM på 2450. Han spillede Najdorf varianten i siciliansk, og partiet blev meget taktisk med rokade i hver sin retning, hvor begge havde et farligt angreb. Bjørn fik spillet det spændende 19.-,d5, hvorefter det bliver yderst kompliceret. Heldigvis havde Bjørn regnet længst, og vandt et meget flot parti. Dog skal det siges at modstanderen vist havde muligheden for en remis undervejs – i hvert fald i forhold til vores analyser. Det skal blive spændende at følge, om Danmark i denne gruppe kan få en absolut topplacering.

Mads Boe

Hjemmeside: www.eycc2012.eu