You are currently viewing Kronborg Chess Open 2026

Kronborg Chess Open 2026

Helsingør Skakklubs formand, René F. Weichel, skriver til skak.dk:

Kronborg Chess Open 2026 nærmer sig med det stærkeste felt i turneringens historie
Kronborg Chess Open 2026 står for døren, og igen i år er der lagt op til et internationalt skakarrangement i fantastisk omgivelser. Turneringen spilles på Hotel Comwell Borupgaard i Snekkersten, hvor de første brikker sættes i gang 13. maj.

For første gang i turneringens historie udvides programmet med både en IM‑gruppe og en WIM‑gruppe, der hver spiller 9 runder med start den 13. maj. Dagen efter – torsdag den 14. maj – begynder Master‑ og Basisgrupperne, som traditionen tro spiller 7 runder på 4 dage.

Stjernespækket topfelt
Topgruppen bliver i år den stærkeste nogensinde. Blandt deltagerne finder vi:

GM Vitaly Kunin, vinder af Kronborg Chess Open 2024 og tidligere tysk mester, deltager for anden gang.

GM Jonny Hector, dobbelt svensk mester og lokal stormester bosat i Helsingør, som for første gang stiller op i turneringen.

GM Boris Chatalbashev, firedobbelt Bulgarsk mester og vinder af Danmarksmesterskabet to gange får debut i turneringen.

Med tre så markante stormestre i spidsen er der lagt op til et intenst opgør om årets titel.

Se den foreløbige deltagerliste og gruppeinddeling https://kronborgchessopen.dk/live/

Fra sidste års turnering. Foto: René F. Weichel

International bredde og stigende interesse
Kronborg Chess Open har i flere år været Danmarks største internationale skakturnering, og 2026‑udgaven fortsætter traditionen. Turneringen har allerede rundet 120 tilmeldte, og der er i år plads til maksimalt 200 deltagere. Tilmeldingen er fortsat åben via dette link https://kronborgchessopen.dk/tilmelding/.

Som altid tiltrækker turneringen spillere fra hele verden. I år er der deltagere fra blandt andet Kina, Frankrig, Belgien, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Island og Canada et tydeligt bevis på turneringens internationale interesse.

Et flagskib i dansk skak
Med stærke titelgrupper, bred international deltagelse og et voksende deltagerfelt cementerer Kronborg Chess Open sin position som et attraktivt skakevent i Danmark. 2026‑udgaven tegner til at blive den mest ambitiøse og måske velbesøgte hidtil.

René F. Weichel