WFM Ellen Kakulidis vinder Kvinde-DM med 7/9. Sejren udløser en førstepræmie på 6.000 kr. og en garanteret plads på OL-holdet til september. Ellen Kakulidis gik ubesejret gennem turneringen indtil runde 8, hvor hun havde sit første nederlag mod Peng Li Li. Dog var Ellen alene i front inden nederlaget og til hendes held tabte de omkringliggende konkurrenter ligeledes i 8. runde – dermed var hun stadig et halvt point foran Leia Andries inden sidste runde.

I sidste runde havde Ellen de hvide brikker mod Metteline Ibsen og spillede på et par timer en sikker sejr hjem, hvilket var nok til en udelt førsteplads og titlen. Ellen vandt ligeledes turneringens skønhedspræmie på 500,- kr. udsat af Skakforeningen ØBRO for flotteste parti. Partiet kan ses herunder:
På en andenplads endte Peng Li Li, som scorede 6/9 og indkasserer 4.000 kr, samt er garanteret en plads i kvindelandsholdets bruttotrup. Peng Li Li var ved start seeded som nummer ni, så andenpladsen er en positiv overraskelse.

Tredjepladsen gik til Nienke van Den Brink, som scorede 5,5/9 og vinder 2.000 kr.

Slutstillingen i toppen:
1. WFM Ellen Kakulidis, ØBRO 7/9
2. Peng Li Li, Horsens 6/9
3. Nienke van den Brink, Hillerød 5,5/9
4. – 6. WFM Sofie Bech Dürrfeld, ØBRO 5,5/9
4. – 6. Freyja Egelund Grønnemose, ØBRO 5,5/9
4. – 6. Leia Andries, Frem 5,5/9
Link til resultater: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30046
Link til live: https://lichess.org/broadcast/danish-womens-championship-2026/round-9/dizRVOGT
