Fra delegationsleder Anne Mette Lindegaard Bruntse har vi fået en fin halvvejsrapport fra Ungdoms VM i Albanien:
Halvvejs i ungdoms VM i skak 2025
Dag 4
Store remis dag – 4. dagen bød på intet mindre end 5 remiser og en samlet score på 4½ ud af 11 point.

Dag 5
På 5. dagen kunne en af de danske deltagere fejre sin 15 års fødselsdag, men før der blev tid til fejring skulle dagens kampe forberedes og spilles. Det blev i dag til 5 ud af 11 point.
Vitus B. Medhus – fotoet øverst i artiklen – meldte sig ind i topkampen i U-16 med denne fine remis mod IM Patryk Cieslak (2474) hvor Vitus lykkedes med at holde hovedet koldt i en meget taktisk affære, hvor der allerede tidligt i partiet blev givet en kvalitet og en bonde:
Efter runden samledes alle danskere i restauranten for at fejre Sarah med gaver, sang og kage.

Dag 6
Sjette dagen blev en god dag med 6 ud af 11 point for de danske spillere. Vitus Bondo Medhus ligger før hviledagen helt i toppen af U16 gruppen med 5 ud af 6 point, hvilket er en super flot præstation af det unge talent. I G16 hvor vi har fire danske piger med har Sarah Sima Derlich og Anna Sofie Li nu 4 ud af 6 point og ligger henholdsvis nummer 26 og 27.
Sarah Sima Derlich vandt i dag sit parti imod sin egyptiske modstander. Se partiet med Sarahs kommentarer her.
Efter aftensmaden var der Albansk dans på terrassen foran poolen og mulighed for efterfølgende selv at danse med.

Dag 7 – Hviledag
Vores nordiske venner fra Norge havde valgt at tilbringe hviledagen i Tirana og tilbød den danske delegation at dele bus med dem. Mange af spillerne og deres familier valgte at takke ja til tilbuddet, mens resten foretrak at blive ved hotellet med mulighed for afslapning, forberedelse og strandfodbold.
Dagens match i strandfodbold blev til et topopgør mellem drenge og piger. Drengene vandt knebent, skønt pigeholdet undervejs fik købt et par transferfrie albanske hurtigløbere, som testede fysikken på drengeholdet. Afslutningsvis satte Jeppe det afgørende mål ind til en fortjent sejr.

Anne Mette Lindegaard Bruntse, tekst og foto
Efter de første seks runder er FM Vitus Bondo Medhus i U16 bedst placerede dansker. Han har vundet fire partier og spille to partier remis og er med helt i toppen. I skrivende stund spiller Vitus mod GM Edgar Mamedov (2490) fra Kasakhstan. Følg med via live-linket herunder.
Turneringen spilles over 11 runder med den 10. oktober som fridag. De første 10 runder starter alle kl. 15.00, mens sidste runde spilles kl. 13.30.
Danske resultater: https://s1.chess-results.com/tnr1265987.aspx?lan=1&art=25&fedb=DEN&turdet=YES&flag=NO&SNode=S0
Live-partier: https://lichess.org/broadcast/fide-world-youth-chess-championships-2025/cogY0wgT
Turneringens hjemmeside: https://fideworldyouth.achf.org.al/