Æresmedlem af Dansk Skak Union, Erik G. Andresen, er søndag den 28. september afgået ved døden, 94 år gammel.
Erik G. Andresen var første gang med sin far i den lokale skakklub i efteråret 1943, og med meget små afbrydelser medlem af Dansk Skak Union siden da, altså i et mere end 82-årigt forløb.
Erik G. Andresen har gennem livet flyttet lidt rundt i landet, og altid orienteret sig mod de lokale skakklubber. Lærte fra barnsben at man altid kan hjælpe med et eller andet, og typisk for ham har han stort set haft betroede funktioner i alle klubber han har været medlem af.
Og aldrig kræsen så han har dækket alt fra kaffebrygger via materialemand til formand i flere klubber. Jeg lærte ham at kende i 1986, og da jeg allerede dengang havde svært ved at tie stille, var han ikke længe om at engagere mig i Nyborg Skakklubs bestyrelse, hvor jeg nød det store privilegie at kunne lære af hans eksempler.
Han medvirkede til at organisere DM i Nyborg i 2001, han var i mange år en sikker logistikchef bag pokalfinalestævnerne på Hotel Nyborg Strand, han tog en langvarig tørn som medlem af Fyns Skak Unions forretningsudvalg, fra 2002 til 2007 endda som formand og hovedbestyrelsesmedlem.
Så skulle man tro det var tiden at hvile på laurbærrene, men nej, Nyborg Skakklub havde brug for mere bestyrelsesindsats, så Erik lod sig atter vælge.
Til sin død var Erik G. Andresen medlem af Ullerslev hvor man indtil det sidste nød godt af hans store indsats for dansk skak.
Bisættelse finder sted fra Ullerslev Kirke, lørdag den 4/10 kl. 14:00.
Ære være Erik G. Andresens minde.
Poul Jacobsen
På billedet øverst i artiklen har DSU formand Poul Jacobsen netop overrakt beviset for æremedlemsskabet til Erik G. Andresen.