I World Mind Games i Beijing vandt Hao Wang hurtigskakken med 5½ af 7 foran Vugar Gashimov med 5 point.
Peter Heine Nielsen tabte to partier, spillede 4 remis og vandt over verdens nummer 6 Vassily Ivanchuk (2775). Peter Heine endte som nummer 11 af de 16 spillere.
Peter Heine Nielsen fortæller om de sidste fem partier (alle turneringens partier kan gennemspilles til sidst i artiklen):
”Partierne mod Yue samt Le Quang var 2 ret tørre remiser.
Mod Ivanchuk spillede jeg lidt upræcist i åbningen, og blev nød til at reagere kunstigt efter hans 5.-, e5, men forsvarede mig fint, og kom nærmest lidt ovenpå. Efter 17. c4, Le6 er det kritisk. Jeg burde have slået på d5 to gange og så slå på c7, hvorefter kun jeg kan vinde.
Som det kom, fik vi begge farlige fribønder, men efter hans 24. -, Le6, som jeg burde have forhindret med Ld5! trækket inden, presser han.
Ivanchuks 27. -, Lxa2 er næppe det bedste, men 28. -, b3? er den tabende fejl, for ganske vist truer han b2 med ny dronning, men efter mit stærke 29. Td1 er hans løber fanget, samtidig med at jeg får bonden til d7. Han prøvede modspil med dronningen. Hvis han i stedet for 32.-, Td8 havde spillet det mere naturlige 32.-, Dc2 har jeg 33 Lxf7+! med pointen 33. -, Kxf7 34. Df4+, Kg6 35. Td6! Efter 32.-, Td8 sætter jeg ganske enkelt mat som i partiet.
I dag tabte jeg mod Maxime Vachier-Lagrave. Jeg fik en formentligt ok stilling i berlinerforsvaret, men blev derefter totalt udspillet… Et godt parti af franskmanden.
I sidste runde spillede Karjakin Snake Benoni. Han skulle vinde for at komme frem i stillingen, og jeg på den anden side kunne med en gevinst nå 50 % og måske endda en præmie. Jeg spillede det mest principielle imod Snake, og han var tvunget til at ofre en officer for en del, men næppe tilstrækkelig, kompensation.
Jeg var optimistisk, men desværre fandt han gode modspilsressourcer, og til sidst var det mig, der skulle spille præcist for at holde remis.”
Slutstillingen i hurtigskakken:
1. Hao Wang, Kina (2736), 5½ point
2. Vugar Gashimov; Aserbajdsjan, (2757), 5 point
3. Gata kamsky, USA, (2732), 4½ point
4. Leinier Dominguez Perez, Cuba, (2712), 4 point
5. Ruslan Ponomariov, Ukraine (2723), 4 point
6. Alexander Grischuk; Rusland (2752), 4 point
7. Shakhriyar Mamedyarov, Aserbajdsjan (2733), 3½ point
8. Wang Yue, Kina (2697), 3½ point
9. Maxime Vachier-Lagrave, Frankrig (2710), 3½ point
10. Sergey Karjakin, Rusland (2763), 3½ point
11. Peter Heine Nielsen, Danmark (2693), 3 point
12. Francisco Vallejo Pons; Spanien (2705), 2½ point
13. Zoltan Almasi, Ungarn (2707), 2½ point
14. Liem Le Quang, Vietnam, 2½ point
15. Anish Giri, Holland (2714), 2½ point
16. Vassily Ivanchuk, Ukraine (2775), 2 point
I kvindernes turnering var lavest ratede Alexandra Kostenuik fra Rusland helt suveræn og vandt med 6 af 7.
I morgen spilles de første 8 lynpartier og tirsdag de sidste 7. Peter Heine har sort mod Ivanchuk i første parti. De morgenfriske kan følge med live fra kl. 7.00.
Hjemmeside: www.sportaccord2011.fide.com