You are currently viewing Thybo udbygger føringen

Thybo udbygger føringen

5.runde på Hotel Svendborg blev en runde med mange forspildte muligheder, hvilket især Jesper Søndergaard Thybo drog fordel af.

IM Kim Pilgaard lignede en, der havde fået en god forberedelse med mod IM Nicolai Kistrup og fik meget hurtigt et kæmpe forspring på uret. Nicolai fik dog spillet det rimelig præcist og holdt balancen ganske fint, hvilket dog var på bekostning af en tidlig tidnød. Derfor gik det også til sidst galt for Nicolai, og Kim fik spillet sig i et vundet tårnslutspil. Med god tid på uret missede Kim dog den største mulighed i form af en mat i tre op imod træk 40, hvorefter fordelen fuldstændig forsvandt. Remis efter 45 træk.

GM Jesper Thybo havde hvid imod FM Jeppe Hald Falkesgaard. Kort efter en utraditionel Reti fik Jesper et ondt dronningeløst positionelt kvalitetsoffer skudt afsted, hvorefter Jeppe aldrig rigtig fik muligheden for at komme tilbage. Dermed kunne Jesper tage et helt point og endnu et skridt imod sin første DM-titel.

Dagens stormesteropgør mellem de to tidligere danmarksmestre, GM Sune Berg Hansen og GM Bjørn Møller Ochsner bød på en russisk-åbning, hvor hvid får en flot garderet fribonde, mens sort får en droninge-bonde majoritet. Bjørns stilling var i en æstetisk top-klasse, men Sune fik stille og roligt spillet sin stilling bedre og bedre og kom i et vundet dronningeslutspil. Bjørn fik dog kæmpet en halv ud af et ellers håbløst dronninge-slutspil. Og det resultat kunne ingen af dem bruge til det store. Men feltets tredje stormester, Jesper Thybo, var nok ikke helt utilfreds med det resultat.

FM Viktor Haarmark Nielsen spillede spansk mod IM Martin Percivaldi, som svarede med Smyslov-varianten. Smyslov er som bekendt en tidligere verdensmester, og de første mange træk spillede Martin da også med høj klasse. Omkring træk 30 gik noget dog galt, da Martin blev lidt for gavmild med bønderne. Viktor takkede for gavmildheden, og tog alle de bønder, han kunne få. Det viste sig at være en snedig plan, for de endte i et slutspil, hvor Viktor havde to bønder mere. Den ene af bønderne marcherede langsomt og sikkert ned af brættet, og da den kun var ét træk fra at blive til en ny dronning, så Martin ikke nogen anden udvej end at give op.

IM Martin Haubro spillede 6.Lg5 mod IM Filip Boe Olsens Najdorf. Det slap han rigtig godt fra, da Filip misforstod stillingen, og tillod Martin at få et setup med løberen på c4. Det så rigtig ubehageligt ud for Filip, men Martins officersoffer på e6 var måske lidt mistimet. Herefter var det noget værre rod, og partiet bølgede lidt mellem holdbart for Filip og vundet for Martin. I sidste ende fik Filip kæmpet sig ud i et ubehageligt tårnslutspil, som han fik forsvaret hjem. Remis efter 61 træk.

Stillingen efter 5. runde:
1. GM Jesper Søndergaard Thybo, Hillerød, 4 point
2. – 5. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg, 3 point
2. – 5. IM Martin Haubro, BMS, 3 point
2. – 5. IM Kim Pilgaard, Brønshøj, 3 point
2. – 5. GM Bjørn Møller Ochsner, Aarhus/Skolerne, 3 point
6.. GM Sune Berg Hansen, Hillerød, 2½ point
7. – 9. IM Martin Percivaldi, Hillerød, 2 point
7. – 9. IM Nicolai Kistrup, BMS, 2 point
7. – 9. FM Viktor Haarmark Nielsen, ØBRO, 2 point
10. FM Jeppe Hald Falkesgaard, Brønshøj, ½ point

Programmet for 6. runde:
GM Sune Berg Hansen – IM Kim Pilgaard
IM Filip Boe Olsen – GM Bjørn Møller Ochsner
GM Jesper Søndergård Thybo – IM Martin Haubro
IM Nicolai Kistrup – FM Viktor Haarmark Nielsen
FM Jeppe Hald Falkesgaard – IM Martin Percivaldi

Live partier: https://lichess.org/broadcast/danish-championship-2025–landsholdsklassen/jC1DYpOF

Livekommentering: https://www.twitch.tv/danskskakunion

DMs hjemmeside: https://skak-dm.dk/2025/

Turneringstabel: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29142