Ungdoms-EM i Bulgarien

Danmark har syv spillere med ved Ungdoms-EM, der starter søndag kl. 14.00 dansk tid i den bulgarske by Albena, der ligger lige ud til Sortehavet.

Arrangørerne lægger op til at vise 60 brætter live, så der er forhåbentlig gode udsigter til at få en dansker eller to i den direkte sending.

Fra ungdomslandstræneren har vi modtaget nedenstående.

Af Allan Stig Rasmussen
Ungdoms-EM i Bulgarien
Det meste af den danske delegation troppede tidligt op i Kastrup Lufthavn i dag (lørdag red.), for at drage af sted til U-EM i Albena, Bulgarien. Efter en mellemlanding i Prag, ankom vi til Bukarest, og derfra gik turen videre i et par biler – i 5½ time, så vi kun lige nøjagtig nåede frem til aftensmaden. Forresten en ganske glimrende af slagsen; stor buffet med alt muligt lækkert. I aften stod den dog på hurtigspisning, men maden fik alligevel den i forvejen gode stemning til at stige et par takker, og vil helt sikkert blive nydt de kommende dage!

Delegationen består af følgende:
U8: Filip Boe Olsen
U10: Lasse Andreas Ramsdal og Johan Møller Ochsner
U12: Jesper Søndergård Thybo
U14: Jens Albert Ramsdal
U16: Mads Andersen
U18: Bjørn Møller Ochsner


Jens Albert Ramsdal (foto: thv)

Forældre: Mads Boe Olsen, Kamila Olsen, Peter Ramsdal, Henrik Ochsner, Jan Thybo, Ane Mette Andersen
Træner: Undertegnede

Indtil sidste runde spilles der kl. 15 hver dag (14 dansk tid), følg med på www.eycc2011.eu

Mads er seedet i top 10 i sin gruppe, Jesper i top 20 i sin, og hvis Filip havde et elotal, ville han også være seedet pænt. Jeg tror alle tre har fornuftige chancer for at blande sig i toppen.

Det må forventes, at vi får det sværere i de andre grupper, men i disse turneringer kan der dog ske lidt af hvert. Personligt går jeg nu langt mere op i, at de unge – med undtagelse af Mads – har eller får en god tilgang, og får lært en masse skak, frem for at de nødvendigvis klarer sig godt. Det er naturligvis vigtigt for motivationen etc. at præstere godt, og i sidste ende er det selvfølgelig også resultaterne der tæller – men foreløbig er det vigtigste trods alt, at de unge bliver gode på den lange bane.

Vi er havnet i en ren turistby, hvilket ikke er helt optimalt. Til gengæld har vi vist været heldige med indkvarteringen, som er på et fint hotel, tæt på både spillestedet og Sortehavet, om end så lavt nede, at udsigten generelt står på træer. Det går nu nok, for vejrudsigten ser ikke så tosset ud! Det kan forresten også nævnes, at de forsøgte at få Skak-OL hertil i 2014, men som bekendt var det Tromsø, der løb med den sejr.

Erfaringen fra sidste år er, at undertegnede kan få ret travlt i det daglige, så det kan godt tænkes, at der kun vil komme rapporter en gang imellem.

Status p.t. er altså (efter min bedste opfattelse), at alt er ganske fint og folk er glade, om end ret trætte. Og der ikke ret lang tid til det går løs, så nu kalder sengen. Men I er meget velkomne til at skrive til mig, hvis I har ris, ros, spørgsmål eller ratingpoint til overs, for jeg modtager glædeligt det hele!

Heja Danmark!

Allan Stig Rasmussen
ungdomselite@skak.dk

Hjemmeside: www.eycc2011.eu