Peter Heines andet parti i World Cuppen blev hurtig remis. Evgeny Postny opgav hurtigt at spille på gevinst med hvid og hele partiet varede kun omkring 1½ time. Partiet kan gennemspilles til sidst i artiklen.
Peter Heine fortæller fra Khanty-Mansiysk:
“Der skete ikke det store i dag. Jeg tror han blev lidt overrasket over mit 4. træk og valgte en sikker fortsættelse. Hvad vi spillede var kendt ganske længe, faktisk har jeg spillet de 19 første træk tidligere som sort imod Popov ved EM i lyn!“
Tirsdag kl. 11.00 dansk tid har Peter Heine Nielsen hvid i første omkampsparti.
Omkampen består af først 2 hurtigskakpartier med 25 minutter til hele partiet + 10 sekunder pr. træk fra træk 1. Ved 1 – 1 spilles så to partier med 10 minutter til hele partiet + 10 sekunder pr. træk fra træk 1. Skulle det stadig stå lige, spilles to lynskakpartier med 5 minutter + 3 sekunder pr. træk. Ved forsat ligestilling spilles et Armageddon-parti, hvor hvid har 5 minutter mod sorts 4 min. Efter træk 60 får man 3 sek. pr. træk. Hvid skal vinde Armageddon-partiet, sort går videre ved remis.
Den første store overraskelse har indfundet sig i turneringen. Verdens nummer 25, Peter Leko (2717) fra Ungarn, røg ud mod den 20-årige Samuel L. Shankland (2539) fra USA, der vandt 1½ – ½. Shankland er rangeret som nummer 500 i verden.
World Cuppens hjemmeside: http://chess.ugrasport.com/
Se første rundes program.
Skak.dk for en uformel diskussion.