Sidste runde i Horsens Lang Weekend spilles søndag kl. 10.00.
Seks spillere deler føringen med 5 af 6: IM Karsten Rasmussen, IM Silas Lund, IM Thorbjørn Bromann, FM Martin Bækgaard, FM Peter Skovgaard og Jan Christensen.
Fra arrangørerne har vi modtaget nedenstående beretning.
Af Eigil Straarup
Spændende topkamp i Horsens
Turneringens hidtidige sensation Henning Lau Rasmussen kom til kort i går, da han tabte i både 5. runde og 6. runde til henholdsvis IM Thorbjørn Bromann og FM Martin Bækgaard. Nordjydens kollaps åbnede døren for favoritterne, der ikke var sene til at sætte sig på toppen. I 5. runde var IM Karsten Rasmussen i alvorlige vanskeligheder mod Nicolai Brondt Pedersen. Men Brondt var i heftig tidnød i slutningen af den sjette time, og det var en stærkt medvirkende årsag til, at han satte sin stilling over styr og tabte.
I går var jo også dagen, hvor GM Peter Heine Nielsen gæstede Horsens og kommenterede de to runders partier på live-brætterne. Dagen igennem var der en lind strøm af mennesker, der passerede ind og ud af rummet, hvor Peter sad og ødslede af sin viden i forhold til de otte partier. Blandt dem var der naturligt nok mange af deltagerne i turneringen, men der var også mange andre skakspillere, som havde lagt vejen forbi Horsens i dagens anledning. Blandt dem var DSU’s formand Lars-Henrik Bech Hansen, Per Andreasen, Niels Jørgen Fries Nielsen og de tidligere vindere af Horsens Lang Weekend, Mads Boe (2004) og Martin Matthiesen (2006).
Peter Heine Nielsen (foto: Horsens Skakforening)
Med samlingen af seks mand i toppen af feltet med 5/6, er der lagt op til et drama, når de mødes indbyrdes i tre partier i en direkte duel om titlen og pengepræmierne. I opgørene mellem IM Karsten Rasmussen-Jan Christensen, IM Silas Lund-FM Martin Bækgaard og FM Peter Skovgaard-IM Thorbjørn Bromann skal vinderen af Horsens Lang Weekend 2011 med 99 % sikkerhed findes. IM Jens Ove Fries Nielsen og flere andre følger trop med 4½ points, men sandsynligheden for, at alle de tre førnævnte opgør ender remis er næppe særlig stor, og dermed kan de ikke nå at vinde turneringen. Spændende skal det blive at følge de seks i åben kamp om titlen i dag, når 7. runde sættes i gang kl. 10.
Følg partierne på nettet fra kl. 10 på Horsens Skakforenings hjemmeside http://www.horsensskakforening.dk/denlange/2011/live.htm
Spilletider: 21. juli – 24. juli. Torsdag, fredag og lørdag 10-16 og 17-23. Søndag 10-16.
Spillested: ASV Horsens, Nørrebrogade 38 A, 8700 Horsens
Hjemmeside: www.horsensskakforening.dk