You are currently viewing Favoritterne i pole position

Favoritterne i pole position

Lørdag var endnu en dag med spændende kampskak i Odense. FM Kristoffer Dyrgaard fra arrangørklubben Frem har igen lavet en runderapport til skak.dk fra spillestedet på Giersings Realskole i centrum af Odense:

Mens fredagens sene ankomst og lange partier for mange blev efterfulgt af en hurtig retur til hotelværelset, blev lørdagen i vanlig stil præget af en mere afslappende og stemningsfyldt atmosfære i både spillelokalet og analyselokalerne. Undervejs blev der snakket og analyseret med både veletablerede og nye bekendtskaber (billedet øverst).

Ved skakbrætterne fortsatte kvinderne lørdag formiddag, hvor de slap fredag, med koncentration og lange partier, mens Ellen Nilssen og Jacob Sylvan fortsatte deres gode live-dækning af mesterskabet.
Anden runde endte med en venlig fredslutning mellem ØBRO-veninderne Sofie og Freja, inden Thomine stod for rundens eneste gevinst ved en sejr over Sissel.

I kampen om Odensemesterskabet lykkedes det Aref Vasli med en sejr over klubkammeraten, Jakob Aabling, at lægge sig alene i front efter to runder. Mikkel Manosri og Bjørn Ochsner holdte Arefs forspring til det minimale ved deres remiser mod hhv. Viktor Haarmark og Nicolai Kistrup.

I anden runde blev det Mester 4, der udmærkede sig ved den største kampgejst, da alle partierne nåede forbi tidskontrollen og først fandt deres afgørelser efter knap fire timers spil.

I Mester 3 blev det til meget interessant midtspil/slutspil mellem Anil Surender og Vedant Saravana, hvor Anils dronning og bønder endte med at triumfere over Vedants to tårne og løber.

Vitus’ flotte partiafslutning fredag aften blev efterfulgt af et parti, hvor han længe var i store problemer mod Nicolai Brondt, hvilket bl.a. resulterede i passive brikker og en usikker kongestilling. Til Vitus’ store held kunne de eneste aktive brikker i form af dronning, løber og bonde til sammen en enkelt mattrussel, som på kort tid vendte kampbilledet på hovedet:

I eftermiddagens tredje runde blev det til remis i topopgøret mellem Nienke og Sofie. Dette gav mulighed for Freja til at lægge sig alene i front i kampen om kvinde-DM, hvilket lykkedes med en sejr i et spændende og omskifteligt parti mod Thomine:

Stillingen efter 3 runder:
1. Freja Egelund Grønnemose, ØBRO (2052) 2½ point
2. – 3. WFM Sofie Bech Dürrfeld, ØBRO (2043) 2 point
2. – 3. Nienke van den Brink, Hillerød (1961) 2 point
4. Anna Sofie Li, Køge (1982) 1½ point
5. WFM Thomine Stolberg-Rohr, Frem (1965) 1 point
6. Sissel Kærgaard, Ishøj (1906) 0 point

I kampen om Odensemesterskabet stod tredje runde på et spændende topopgør mellem Aref og Bjørn. Her lignede det en hurtig afklaring, da Aref fik regnet forkert i en slagudveksling, hvormed Bjørn kunne sikre materiel fordel ved at blokere en skak med sin overskydende springer. Aref forsøgte at skabe modspil, men Bjørn demonstrerede fuld kontrol og dermed et godt udgangspunkt inden søndagens afgørelser.
Mikkel Manosri måtte kæmpe mere for det mod klubkammerat Nicolai Kistrup. Her blev en overraskende mattrussel i h-linjen afgørende, hvilket resulterede en tårngevinst og senere partiet for Mikkel. Vi ser dermed frem til en spændende søndag, hvor Mikkel og Bjørn kan ende i en direkte finale i sidste runde.

Stillingen efter 3 runder:
1. – 2. GM Bjørn Møller Ochsner, Aarhus/Skolerne (2504) 2½ point
1. – 2. FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS (2350) 2½ point
3. FM Aref Vasli, Brønshøj (2410) 2 point
4. FM Viktor Haarmark Nielsen, ØBRO (2335) 1½ point
5. FM Nicolai Kistrup, BMS (2430) ½ point
6. IM Jakob Aabling-Thomsen, Brønshøj (2335) 0 point

Den nye Odensemesterskab-pokal
Den tidligere pokal har ikke plads til nye indgraveringer og dækker perioden 1959-2023!

I Mester 1 lignede det længe af sidste års Odensemester, Jens Ramsdal var i fuld kontrol og på vej mod at fortsætte sin maksimumscore. Dog tillod en skæbnesvanger overseelse Mikkel Løftgaard at aktivere sin dårlige løber med mattrussel og officersgevinst til følge.  Samtidigt fik Vitus atter hjælp af sin modstander, da der pludseligt meldte sig en officersgevinst, da modstanderens dronning fik for mange forsvarsopgaver. Vitus har dermed maksimum inden søndagens dobbeltrunde.

Foruden Vitus har Simon Haahr (Læseforeningen, Mester 2), Søren Mikkel Andersen (Horsens, Mester 6), Alexander Pirtac (SK1968, Mester 8), Atharva Khandelia (Læseforeningen/Giersings, Basis 5) samt Alan Shajan og Mikkel Kvist Jepsen (begge Basis 7) alle deres første pointtab til gode!

Mester 7 og Basis 2 var de mest kampivrige i tredje runde, hvor alle partier kom gennem tidskontrollen. I Mester 7 fik vi en sjælden oplevelse af hvad det vil sige at sidde på den forkerte side af brættet. Om formiddagen havde Benjamin, Jakob, Mikkel vist hvordan man vandt med sort, og efterfølgende gentog de bedriften, da de alle tre vandt med de hvide brikker i tredje runde!
Det bliver derfor spændende at følge Mester 7 på live søndag formiddag.

Mester 7 i jagten på træk 40 under tredje runde…

Tredje runde gav os ligesom sidste år et indbyrdes parti mellem de to tidligere Odensemestre, Henning Nielsen (OM 1978, ’80, ’81,  ’83 og ’85) og Morten Topholm (OM 1993 og 2005). Her lykkedes det Morten at spille hvad der senere viste sig at være et næsten fejlfrit parti. Morten var undervejs en del i tvivl om stillingsbedømmelsen og fik sig derfor en sjælden positiv overraskelse, da computeren efterfølgende gav sin (ofte hårde) bedømmelse af partiet:

Henning Nielsen med hvid imod Morten Topholm

Dagen blev rundet af med god stemning i kantine- og analyselokalet, hvor landskampen, diverse skakaktiviteter samt bordtennis dannede rammen.  

Resterende program for turneringen:
Søndag den 13. oktober kl. 10:00: 4. runde
Søndag den 13. oktober kl. 16:00: 5. runde

Arrangørerne viser dagligt 15 partier fra Odensemesterskabet og Kvinde-DM, samt partier fra en gruppe, der vil gå på skift fra runde til runde.

Link til live på Lichess – Kvinde DM: https://lichess.org/broadcast/danish-womens-championship-2024/dm6LfthP

Link til Live på Lichess – Odensemesterskabet: https://lichess.org/broadcast/odensemesterskabet-2024/oUJx6Afk

Link til indbydelse og resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28913

Link til Frem Skakklubs hjemmeside: http://www.frem-skakklub.dk/