Dobbeltrunden søndag blev igen god dansk dag. Bjørn Møller Ochsner og FM Mads Andersen blander sig i toppen af U-16 gruppen og er begge på live-brætterne tirsdag.
Redaktionen har modtaget nedenstående referat fra Halkidiki om turneringens 5. og 6. runde.
Af Andreas Wiwe
Ungdoms-VM i Grækenland – runde 5 og 6
5. runde blev første runde på en dag med dobbeltrunde, og det betyder også, at der ikke er meget tid til forberedelser. Alle gjorde dog, hvad de kunne. Det betød også rundestart kl. 9, hvor vi normalt var vant til kl. 16, så de fleste gik tidligt i seng for at være klar til runden i dag.
U-18: Nicolai Brondt udlignede efter åbningen og kom også til at stå lidt bedre mod en 2400-gut med sort. Desværre satte Brondt så en brik i slag, og derefter var det bare slut mod den stærke modstander. Nicolai har ellers vist rigtig flot spil mod stærke modstandere, så hvis brikkerne ikke bliver sat i slag, kan hans ratingtal hurtigt ryge op ad!
Tobias Rostgaard mødte en 2270-mand med sort. Han kom nok til at stå lidt under efter åbningen, grundet hvids løberpar. Hvid fik dog overspillet stillingen lidt, og pludselig var løberparret væk, og han fik en svag bonde på a6, hvorefter han skyndte sig at tilbyde remis. Under normale omstændigheder burde Tobias have spillet videre, men fordi der er dobbeltrunde, var det rart at ”få tidligt fri”, som Tobias udtrykte det efter partiet.:)
U-16: Mads Andersen var kommet helt op på 2. brættet og mødte en modstander på ca. 2250 med hvid. Han spillede en utrolig lang teorivariant – uden at kende det – mod en sidevariant i fransk. Utroligt var det, at alle Mads’ 10 brikker efter ca. 20-25 træk stod på sorte felter, og tilsvarende stod næsten alle sorts brikker på hvide felter!:) Computeren blinkede konstant med trækforslag, som skulle give +5-6 stykker, men Mads spillede de mere menneskelige træk, og vandt i fuldstændig overbevisende stil. Endnu et flot parti af Mads.
Bjørn Ochsner mødte en stærk IM’er, Benjamin Bok, på 2450 fra Holland med hvid. Allan og Bjørn fik lavet en hurtig men lovende forberedelse, som gik nogenlunde ind. Ulempen ved den slags er, at det kan være svært at huske den ene variant fra den anden – selv for disse unge talenter, der ellers generelt er rigtig gode til det – når man ikke har tid til at terpe, og efter træk 16 gik det også galt for Bjørn, hvilket resulterede i et fejlagtigt offer af en officer for to af modstanderens kongestillingsbønder. Heldigvis var modstanderen vist blevet skræmt af Bjørn hurtige spil, så han brændte en masse tid af, hvilket også betød, at Bok ikke formåede at finde de rigtige forsvarstræk. Efter hhv. en fejl og en unøjagtighed fra hans side, var Bjørns angreb efterhånden rigtig giftigt, særligt i praktisk spil, og da Bok samtidig var i tidnød, blev han til sidst bare smadret. Da der var mat i én gav den ikke 100 % sympatiske hollænder endelig op. 4/5 til Bjørn, som nu er med helt oppe i toppen.
Kristian Seegert fik en lige, men behagelig stilling med sort. Han fandt en fin lille kombination, Sd4, som vandt en kvalitet, mens der til gengæld blev sat et kongeangreb ind mod Seegert. Han fortsatte ufortrødent med at tage det materiale, som blev ofret undervejs i angrebet, hvilket blev til 3 bønder og kvaliteten fra før. Han valgte dog, at give lidt materiale tilbage for at afværge angrebet. Efterfølgende opstillede Seegert flere taktiske trusler, og med lidt hjælp fra modstanderen, fik han det hele til at virke efter hensigten og vandt dermed partiet. En vild omgang computerskak, som Seegert udsatte sin modstander for.
U-14: Mads-Holger Jacobsen spillede hvid mod en uratet spiller, men som spillede pænt. Efter åbningen var stillingen lige, herefter dummede Mads-Holger sig, og det kostede en bonde. Modstanderen afviklede det til et vundet slutspil, men Mads-Holger satte hælene i, og da chancen bød sig, fandt han en remisvariant. Lidt heldigt, men godt at chancen blev grebet, da den var der.
U-12: Jesper Thybo skulle spille sort, og vi nåede at lave en fin forberedelse til ham. Han kastede alt sin energi ind i det efter morgenmaden og fik lært de vigtigste varianter. Men som så ofte før, afveg modstanderen tidligt. Heldigvis havde Jesper tidligere kigget på dette med sin træner, så der var stadig nogle træk i hans åbningsbog. Igen spillede Jesper et rigtig flot parti, hvor han spillede naturlige og gode træk, og med en smart finte – c4! – vandt han materiale og efter endnu nogle overbevisende træk, vandt Jesper partiet. Dejligt han kom på tavlen igen, efter nogle ærgerlige nederlag. 2/5 so far.
U-10: Tobias Dreisler har ligeledes været ramt af lidt ærgerlige nederlag. Det blev der heldigvis rettet lidt op på med dagens parti. Toby havde ikke nogle partier at forberede sig ud fra, så forberedelsen blev i stedet en god nats søvn og dermed en frisk Toby, som gik kampklar til brættet kl. 9. Han spillede et flot parti, hvor sort blev blød på h7 efter kort rokade. Løber, dronning og springer arbejdede optimalt sammen og efter et offer, satte Toby sin modstander mat på h7. Det betød også, at Toby kom op på 1½/5.
U-8: Albert Petersen stillede sig fornuftigt op med udvikling af de lette officerer og fik rokeret og stillet et fint tårn på e8. Desværre røg der en bonde i åbningen, og i midtspillet en til. I slutspillet havde hvid derfor en meget farlig fribonde i a-linjen, som Albert ikke kunne stoppe, og den kostede til sidst Albert partiet. 2/5 til Albert.
En rigtig god runde for danskerne, hvor vi især i U-16 er ved at sætte os på nogle topbrætter. Også Jesper og Toby, som begge har været plaget af ærgerlige nederlag, fik vendt skuden i denne runde.
Runde 6
Heldigvis fik alle spillere min. 2½ times pause mellem runderne, hvor de kunne nå at slappe af, spise frokost og til en vis grad forberede sig til næste runde (parringer forelå først en lille time før rundestart, så meget tid var der ikke).
U-18 Nicolai Brondt mødte en 2300-mand med hvid og spillede fornuftigt. Han fik en klar fordel og sad på stillingen. Desværre missede han nogle taktiske fortsættelser, som vist bare vandt. Det så ud som om, at Brondt stod rigtig godt hele vejen, men i tidnøden mistede han lidt troen på egne evner i en klar overlegen stilling, og tog en remis ved evigskak. Men okay, tidnød kan være slemt, og når man møder en så stærk modstander, så er man ofte for glad for remis. Det er dog rigtig flot, at Brondt udspillede en 2300-mand i en åbning, som han ikke kendte. Som jeg også skrev i referatet til runde 5, så skal der nok begynde at komme rating på kontoen, når Brondt får mod på det sidste mod de stærke spillere.
Tobias Rostgaard spillede en lang teorivariant med sort mod en knap 2400-mand. Modstanderen vandt en bonde, men i et velkendt remisagtigt dobbelt tårnslutspil fandt Tobias tilstrækkeligt aktivitet til, at han kom til at presse lidt, og afslog endda også remis denne gang! Dejlig tilgang, og selvom det blev ved remis denne gang, var det endnu et godt resultat mod en stærk spiller med sort. 3/6 til Tobias.
U-16: Mads Andersen fik hvid igen mod en 2150-mand, som sandsynligvis er temmelig underratet. Mads spillede en skarp teorivariant, men missede et træk, og kom derefter til at stå skidt. Han skulle virkelig passe på pga. sorts megen aktivitet, men sort, som blev mere og mere presset på uret, spillede upræcist, og Mads fik derfor igen bragt stillingen i balance ved hjælp af nogle stærke træk. Endnu nogle præcise træk bragte Mads til fordel, og herfra gik det stærkt. Han omsatte sin gode stilling til en gevinst. Rigtig godt af Mads, som nu ligger på en delt førsteplads med 5½/6! Skiiide godt, Egon!
Bjørn Ochsner spillede sort mod en modstander på ca. 2100. Efter åbningen kom Bjørn nok til at stå lidt under; han manglede ganske enkelt plads, og brikkerne var heller ikke godt koordineret. Stille og roligt fik han kæmpet sig tilbage og udlignet, og senere fik han også fordel, og endnu senere kom der en bonde ind på kontoen. Yderligere komplikationer opstod, og Bjørn endte i et slutspil med 3 lette officerer for et tårn, mens der stadig var flere brikker på brættet, og det kørte han selvfølgelig hjem i sikker stil. Nu er Bjørn på 5/6 og ligger med i den absolutte top i U-16. Ganske enkelt fremragende! Så nu må vi bare håbe, at han kan fortsætte de gode takter.
Kristian Seegert mødte en tyrker på omkring 2100 i rating. Han fik ikke rigtig fordel med de hvide brikker i åbningen. Efter en masse afviklinger endte han med en bonde mere i et tårnslutspil, som teknisk set er remis. Det vidste modstanderen også godt og demonstrerede oven i købet hvordan, hvorfor partiet blev remis. Således har Seegert nu 3½/6.
Mads-Holger Jacobsen spillede et godt parti mod en 2100-mand med sort. Mads-Holger kendte ikke åbningen, men spillede fint og fik også fordel i og med at han fik blokeret for modstanderens angreb på kongefløjen, mens han selv kørte løs på dronningefløjen. Han vandt en bonde og fik derefter afviklet til et tårnslutspil. Sort havde rigtig gode gevinstchancer, men Mads-Holger troede ikke rigtig på det, og tilbød derfor remis. Remis er naturligvis et godt resultat med sort mod en stærk modstander, men med lidt held havde Mads-Holger måske taget hele pointet. Ellers et flot parti, hvor Mads-Holger egentlig bare udspillede sin 200 point højereratede modstander. Dermed 2½/6.
U-12: Jesper Thybo havde hvid og havde egentlig kun forberedt sig overfladisk på modstanderen pga. det korte tidsrum mellem rundelægning og rundestart, men modstanderen afveg i træk 1. Jesper spillede rigtig flot mod fransk, og fik lavet en fantastisk flot kombination, som både vores GM’er og undertegnede var meget imponerede over, der bare vandt partiet i et kongeangreb. Meget flot af Jesper, og endelig fik han revancheret tre nederlag på stribe, så han nu er på 3/6.
U-10: Tobias Dreisler nåede kort at forberede sig inden runden og ramte plet med forberedelsen. Modstanderen gik dog galt i byen i åbningen, og Toby kom til at stå rigtig godt. Kort efter bummede modstanderen en bonde, og alle brikker blev efterfølgende byttet af, og de endte i et tårnslutspil med en bonde mere til Toby. Efter lidt løst spil, lykkedes det Toby også at få byttet tårnet, hvorefter han bare kørte det vundne bondeslutspil sikkert hjem.
U-8: Albert Petersen mødte en ny åbning: skandinavisk, som han ikke kendte så godt. Han spillede alligevel åbningen fint og fik sine brikker godt med og rokeret. Modstanderen fik dog slået hul på hans kongestilling, og med dronning og springer lykkedes det desværre hans modstander, at få Albert sat mat. Fortsat 2 point til Albert.
Det går stadig forrygende i U-16, hvor både Bjørn og Mads igen vandt. De ligger begge rigtig godt med i toppen (Mads deler endda førstepladsen) og deres partier kan følges live tirsdag fra kl. 17 dansk tid via den officielle hjemmeside: wycc2010.chessdom.com.
Fridagen gik med blandt andet fodboldkampe mod vores venner fra Norge og Sverige. Vi vandt mod Norge, men tabte til Sverige. Ellers blev der slappet godt af hos alle mand, og enkelte tog på udflugt til den nærliggende landsby.
Andreas Wiwe