Gibtelecom Masters

Fire danske spillere er med i den stærke Gibtelecom Masters, der spilles fra den 26. januar til den 4. februar i Gibraltar med topnavne som Etienne Bacrot (2713), Frankrig, Sergei Movsesian (2708), Slovakiet, Franscisco Vallejo Pons (2705), Spanien, Michael Adams (2694), England og Gata Kamsky (2693), USA.

Den norske stormester Simen Agdestein stod længe på deltagerlisten, men trak sig først i januar af en pudsig årsag. Multitalentet Agdestein (f. 1967) har spillet 8 landskampe for Norge i fodbold og scoret et enkelt landskampmål ved siden af en flot karriere i fodboldklubben Lyn. Derudover har han for nylig deltaget i den norske udgave af ”Vild med Dans”, hvilket indirekte er skyld i afbudet til Gibtelecom Masters. Ifølge turneringens hjemmeside blev Agdestein så bidt af showbusiness, at han er begyndt en amatørkarriere indenfor teater og sang.  Dette har indbragt ham en mindre rolle i Wagners ”Tannhauser” på den norske opera i Oslo, hvilket kolliderer med deltagelsen i Gibraltar.

De fire danske deltagere i det stærke selskab er Carsten Byrn, Henrik Mortensen, Niels Erik Andersen og FM Ove Weiss Hartvig.

Hjemmeside:  www.gibraltarchesscongress.com