You are currently viewing Masser af sommer-skak i København

Masser af sommer-skak i København

Igen i år har Skak for sjov og Skaksalonen en række aktiviteter for børn og voksne i løbet af sommeren: Initiativmanden bag, Henrik Andersen, har skrevet til skak.dk om aktiviteterne:

Skaksalon på Frederiksberg er åben seks dage om ugen
Hele sommeren fra mandag-lørdag kl. 16-18 kan du møde nye og gode, gamle skakvenner i et uformelt skakmiljø i Skaksalonen på Falkoner Alle 36, Frederiksberg. Der kan være dage, hvor aktiviteten foregår i skakparken i Aksel Møllers Have, som ligger fem minutters gang fra Falkoner Alle. Hvis Skaksalonen er rykket udendørs, fremgår det af et skilt på døren til Skaksalonen, og alle er velkomne i skakparken. Mere information på Skaksalonens hjemmeside.

Skak i det grønne hver tirsdag i Aksel Møllers Have
Hver tirsdag kl. 19.00-21.00 har Skak for sjov arrangeret skak i det grønne i den flotte skakpark i Aksel Møllers Have, Frederiksberg. Alle kan være med, både unge og voksne, begyndere og øvede skakspillere, og det er gratis. Normalt starter vi med at se på skakopgaver på det store skakspil, og man kan herefter enten spille holdskak (”talking chess”) ved det store spil eller spille på ved skakbordene. Mere om skak i det grønne.

Ordensmagten på besøg i Aksel Møllers Have. Formodentligt blev der denne dag ikke begået ulovlige træk…

Sommerskak-turnering for børn i tre dage
Mandag den 17. juli, tirsdag den 18. juli og onsdag den 19. juli, alle tre dage kl. 13.00-16.00, er der Sommerskak-turnering i Skak for sjovs lokaler, Falkoner Alle 36, 2000 Frederiksberg. Der er for alle børn fra årgang 2011 eller senere og med et ratingtal på højst 1200. Turneringen er ratet og arrangeret i samarbejde mellem Skak for sjov og Dansk Skak Union. Se invitation og mulighed for tilmelding.

Otte feriecamps for børn og unge
Som led i Københavns Kommunes sommerferie-program står Skak for sjov for otte feriecamps for alle skakglade børn og unge. Det foregår på hverdage fra mandag den 26. juni til og med fredag den 7. juli. Tilmelding er ikke nødvendig – mød blot op. Se tid og sted for arrangementerne.