Mens den internationale finanskrise har været ekstra hård ved øen i Nordatlanten, synes skakken ikke at lide herunder.
Island er i skaksammenhæng helt speciel. Ikke bare har sagaøen det største antal Stormestre i forhold til indbyggertallet – de er også på finansloven.
Holdskak
Den islandske holdturnering sluttede samtidig med XtraCon-skaligaen i sidste weekend.
Bolungarvíkur, der var oprykkere i denne sæson, vandt helt suverænt. På de 4 første brætter stillede de i sidste weekend af turneringen med 1. GM Areshchenko (Ukraine 2673), 2. GM Kryvoruchko (Ukraine 2604), 3. GM Miezis (Letland 2578) og 4. GM Oleksienko (Ukraine 2550) og på resten af brætterne med 4 islandske titelholdere. I efterårsrunderne havde de GM Van Wely på 1. bræt!
Holdturneringen havde også et dansk islæt. På holdet Skákfélag Akureyrar spillede både Jacob Carstensen og Thorbjørn Bromann. Carstensen scorede 3 af 4 på 1. bræt i turneringens efterårsdel mens Bromann afløste ham i sidste weekend. Her vandt Thorbjørn Bromann imponerende over verdens nr. 52 Alexander Areshchenko (2673 i ELO) med de sorte brikker. Download partiet i pgn-format her. Derudover blev det til nederlag mod GM Kveinys (2522) og remis mod GM Hannes Stefansson (2563). På trods af den flotte danske indsats, måtte Skákfélag Akureyrar en tur ned i 2. division. IM Esben Lunds hold, Haukar, endte midt i rækken.
Nikolai Skousen og Søren Bech Hansen spillede i 2. division for oprykkerholdet KR, som lige akkurat missede endnu en oprykning.
Link (til ikke helt opdateret hjemmeside endnu): http://www.chess-results.com/tnr16443.aspx?art=0&lan=1&m=-1&wi=1000
Reykjavik Open 2009
Flere af deltagerne i den islandske holdturnering er blevet på øen og spiller nu Reykjavik Open sammen med en række tilrejsende spillere. Turneringen kan mønstre 19 Stormestre og 20 IMere.
Danmark er repræsenteret af IM Esben Lund, K41 og Mads Andersen, Skanderborg. Begge har 3 af 5 hvor især Mads Andersens ratingpræstation på 2400 springer i øjnene.
Turneringens hjemmeside: http://www.skaksamband.is/?c=webpage&id=188