En af de helt store danske skakspillere, IM Bjørn Brinck-Claussen, er den 16. november 2022 afgået ved døden efter længere tids sygdom. Han blev 80 år.
Bjørn Brinck-Claussens gennembrud som en af de bedste danske spillere efter Bent Larsen kom allerede i 1962, der blev et sandt triumftog for den unge historiestuderende. Først 7½ af 10 ved VM for studenterhold, så 9 point af 12 mulige som reserve på det danske OL-hold i Varna, Bulgarien, hvilket var en individuel sølvmedalje. Året blev sluttet af med at vinde B-gruppen ved den traditionelle nytårsturnering i Hastings. Undervejs i turneringen vandt han over sin senere klubkammerat, den to år ældre Svend Hamann, ganske instruktivt:
I 1963 vandt Bjørn Brinck-Claussen det nordiske mesterskab i Odense, inden han var med i topgruppen i Hastings. Her blev det til 50% i en stærk gruppe, der blev vundet af den tidligere verdensmester Mikhail Tal.
En senere parti (OL Havana 1966) mod netop Mikhail Tal blev på en tidspunkt fremhævet som et de 100 bedste partier i de første 10 bind af Informator. Det morede Bjørn Brinck-Claussen, selvom han var på den tabende side af brættet. Se partiet her.
Bjørn Brinck-Claussen vandt DM tre gange: 1966, 1970 og 1977. Derudover blev det til flere københavnsmesterskaber og hold DM for Frederiksberg Skakforening. I 2008 vandt han det første DM i Seniorskak (60+).
Bjørn Brinck-Claussen var med i fire OL i træk fra 1962 til 1968, var så ikke med på holdet i 16 år, inden han deltog igen i 1984 og 1990. Samlet set spillede han 74 partier ved OL, 28 sejre, 25 remis og 21 tab.
Den lange pause fra OL-holdet skal naturligvis ses i lyset af, at den private karriere og familie også skulle passes. Som cand. mag i historie med engelsk som bifag, endte han som rektor på Ahms Studenterkursus i København.
Skakken var dog hele tiden et vigtig element i Bjørn Brinck-Claussens liv, og spillestyrken viste sig f.eks. ved sejren i Politiken Cup 1987, der samtidig udløste en GM-norm.
Historie var gennem livet hans helt store interesse, men også musikken havde en plads i hans hjerte. Han var en dygtig pianist og opera var en livslang passion.
Bjørn Brinck-Claussen efterlader sin hustru Frances Fleur McCluskey, to voksne børn fra sit første ægteskab samt fire børnebørn.
Bjørn Brinck-Claussen bisættes fra Orø Kirke, Bygaden 52, Bybjerg, 4305 Orø torsdag den 24. november kl. 12.00.