Nordea Cup – 9. runde

Jubilæumsturneringen, Nordea Cup, blev afsluttet med en IM-norm til Flovin Tor Næs, et
par gevaldige overraskelser og to forventede sejre.

Flovin kunne nøjes med remis i sidste runde mod Max Nielsen, og efter 7 træk
kom tilbuddet fra Flo, men Max ønskede at spille videre! Dog kun til træk 15, hvor han tilbød remis, som Flovin selvfølgelig accepterede. Flovin kan nu starte en jagt på at nå de 2400 i rating, inden han for alvor er IM. Vi ønsker Flovin hjertelig tillykke.

Kristian Hovmøller gjorde det igen – spillede remis mod en stormester. Denne gang efter
solidt og præcist spil, og selvom det ikke blev til en norm denne gang viste hans spil – specielt mod de to stormestre – at han har potentialet. Så bedre held næste gang.

Thorbjørn Bromann sluttede af med at vinde over Svend Christensen, der efter 1. rundes uheldige nederlag ikke fik spillet til at fungere i resten af turneringen. Esben Lund sluttede af med en sejr over Preben Dalberg og nåede dermed op på 50%.

Heini Olsen sluttede af med dagens største overraskelse ved at holde remis mod Miezis, som nødtvungent måtte acceptere en trækgentagelse.

Slutstillingen:
1. GM Normunds Miezes (Letland) 7.0; 2. GM Igor Rausis (Bangladesh) 6.5; 3. FM Flovin Tor Næs (Færøerne) 6.0; 4. FM Thorbjørn Bromann (Danmark) 5.0; 5-7. FM Heini Olsen (Færøerne), Kristian Hovmøller (Danmark), FM Esben Lund (Danmark) 4.5; 8. Max Nielsen (Danmark) 3.5; 9. Preben Dalberg (Danmark) 3.0; 10. Svend Christensen (Danmark) 0.5.

Nordea Cup