You are currently viewing Kort Nyt uge 41

Kort Nyt uge 41

Den svenske holdturnering, Allsvenskan, startede i den forgangne weekend med en trippelrunde. I den øverste række, Elitserien, var flere danskere i aktion: GM Jonas Bjerre spiller for SK Rockaden Stockholm, GM Jesper Søndergaard Thybo og GM Sune Berg Hansen for Lunds ASK og endelig de to Nordkalotten-spillere IM Jacob Sylvan og IM Kåre Kristensen for Helsingborg.

Jonas Bjerre scorede 3 af 3 bl.a. med sejr over GM Jonny Hector. Sune Berg Hansen var med i to partier i weekenden og vandt begge, bl.a. med sejr over GM Grigor Grigorov (2512). Jesper Thybo spillede alle tre kampe for Lund og scorede 2 point uden nederlag. Jacob Sylvan scorede 1½ af 3 og Kåre Kristensen 1 af 3 for Helsingborg.

Der er en del flere danskere på de svenske styrkelister, bl.a. GM Mads Andersen for Lund, GM Carsten Høi for Helsingborg og GM Peter Heine Nielsen for SK Rockaden Stockholm; men de har endnu ikke været i kamp i denne sæson.

GM Lars Schandorff spiller for Burgsvik i den næstbedste række, Superettan. Holdet er efter de første tre runder i spidsen med maksimumpoint 6 matchpoint. Lars scorede i weekenden 2½ af 3 med sejre over FM Jan Lundin (2199) og FM Atakan Sirin (2336) mens partiet imod Ingvar Andreasson (2336) endte remis.

Link til den svenske holdturnering: https://schack.se/tavlingar/resultat/allsvenskan-2022-23/


I den islandske holdturnering er de første fem runder blevet spillet fra den 13. til 16. oktober. FM Søren Bech Hansen og GM Henrik Danielsen spiller begge for Skákdeild KR og begge blev noteret for 2 point af 5 mulige.

Víkingaklúbburinn fører turneringen, mens Skákdeild KR ligger midt i rækken. De sidste fem runder spilles til foråret – 16.- 19. marts 2023.

Resultater: https://chess-results.com/tnr670140.aspx?lan=1&art=0


Hans Endrup Jacobsen og Peter Langer har deltaget i turneringen “Open Int. Città di Arco Open A” ved Gardasøen i Italien. Hans blev nummer 75 i et felt på 176 deltagere. Scoren var 5 af 9, hvilket var præcis den forventede score. Peter fik 4½ af 8 i B-gruppen, der havde deltagelse af 31 spillere.

Resultater fra turneringen: http://chess-results.com/tnr654054.aspx?lan=1&art=25&fedb=DEN&flag=30


Fagernes International Autumn, der blev spillet et par hundrede kilometer nord for Oslo, sluttede søndag eftermiddag. GM Mads Andersen fra Skanderborg blev bedst placerede dansker på 5. pladsen med 6 point og bedre korrektion end fire andre spillere på samme pointtal. Mads tabte desværre i næstsidste runde til turneringens vinder GM Narayanan (2663) fra Indien. Efter en dårlig start med et halvt point i de første to runder, fik GM Allan Stig Rasmussen spillet sig flot op i den resterende del af turneringen, og endte med 6 point på 9. pladsen. Både FM Nicolai Kistrup og FM Viktor Haarmark Nielsen sluttede på 50%.

Turneringens hjemmeside: https://fagerneschessautumn2022.blogspot.com/

Link til partier fra turneringen: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/fagernes-internation-autumn-gm-2022/


Ved Junior-VM på Sardinien er halvvejsmærket nået. IM Filip Boe Olsen (fotoet øverst i artiklen) fik en træls start med kun et halvt point i de første tre runder, men er kommet stærkt igen med tre sejre i træk. I 7. runde tirsdag eftermiddag, spiller Filip sort imod Chatterjee Utsab fra Indien. Den anden danske deltager, Shanne Hedegaard Jacobsen, har scoret 2 point, hvilket er klart over forventet score.

Resterende program:
Tirsdag den 18. oktober kl. 15:30: 7. runde
Onsdag den 19. oktober kl. 15:30: 8. runde
Torsdag den 20. oktober kl. 15:30: 9. runde
Fredag den 21. oktober kl. 15:30: 10. runde
Lørdag den 22. oktober kl. 15:30: 11. runde

Link til live fra åben række: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/world-junior-championship-2022/1/1/1

Link til live i kvinderækken: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/girls-world-junior-championship-2022/1/1/1

Link til resultater fra turneringen: https://chess-results.com/tnr670407.aspx?lan=1

Link til hjemmesiden for turneringen: https://www.fideworldjunior2022.com/ Her er der livekommentering fra hver runde af GM Miroshnichenko og WGM Tsatsalashvili.


Tihomir Borovnica fra Evans og Lars Christoff Andersen fra Herlev har deltaget i 19. Calvia Amateur Open 2022, der sluttede på Mallorca søndag eftermiddag. Der var 150 deltagere i turneringen og Tihomir Borovnika gik ubesejret igennem turneringen, og sluttede på 6 point. Det rakte til en 16. plads og en præmie på 130 euro. Lars Christoff Andersen klarede sig også fint, da han endte på 5½ point på plads 33. Begge spillere vandt en smule rating.

Tihomir Borovnica – yderst til højre i første række i forbindelse med præmieoverrækkelsen.

Link til resultater fra turneringen: https://chess-results.com/tnr603912.aspx?lan=2&art=25&fedb=DEN&turdet=YES&flag=30

Link til hjemmesiden for turneringen: https://www.calviafestival.com/