You are currently viewing Senior DM starter lørdag

Senior DM starter lørdag

Lørdag den 25. juli kl. 18.00 går startskuddet til årets senior DM. Spillestedet er Løgumkloster Højskole, Brorsonsvej 2, 6240 Løgumkloster.

I skrivende stund er der tæt på 80 deltagere, 20 i 50+ klassen og resten i 65+ klassen.

I begge klasser er det spillere fra SK1968, der må påtage sig favoritværdigheden. I 50+ klassen skal Poul Rewitz (2224) forsøge at vinde mesterskabet for 5 gang. Han har tidligere vundet i 2019, 2020, 2021 og 2024. Fotoet øverst i artiklen af Poul Rewitz er taget, da han vandt i 2024.

I den ældste klasse er Gunnar Pedersen (2172) og Ole Alkærsig (2172) favoritter; men de vil givet få kamp til stregen af bl.a. Michael Saager Kjærbye (2143) og Mogens Henrik Thuesen (2120).

Runderne 2 til 6 spilles søndag til torsdag og starter kl. 13.00, mens sidste runde fredag den 31. juli spilles kl. 10.00.

I hver gruppe udsætter Dansk Skak Union to rejsepræmier på henholdsvis 5.000 kr. og 3.000 kr., der kan bruges som tilskud til deltagelse i enten Senior EM eller Senior VM.

Der arrangeres stævnemiddag torsdag aften.

Stævnet er under kyndig ledelse af International dommer Vagn Lauritzen.

Der vil blive vist live-partier på: https://lichess.org/broadcast/senior-dm-2026/ajt0ScBZ

Partierne vil blive vist med en forsinkelse på 10 minutter.

Turneringens hjemmeside: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30011
Spillestedet: https://www.logumklosterhojskole.dk/