You are currently viewing 16 spillere klar til knockout-fasen nytårsaften

16 spillere klar til knockout-fasen nytårsaften

Verdensmesterskabet i lynskak i New York så i årets udgave en væsentlig ændring i formatet. Tidligere blev der spillet 21 runder i Åben række og 17 runder i Kvinderækken for at finde den nye verdensmester, men i år har man valgt at ændre formatet til henholdsvis 13 runder og 11 indledende runder, hvor de 8 bedste går videre til kvartfinalerne nytårsaften kl. 20:00 dansk tid.

I Åben række kom det som en stor overraskelse for de fleste, at Magnus Carlsen alligevel stillede til start. I forbindelse med at han trak sig fra hurtigskakken gjorde han det klart, at det også gjaldt lynskakken. Men efter lidt diplomati på højt plan involverende FIDE-præsident Arkady Dvorkovich og vicepræsident Anand, stillede Magnus Carlsen til start. Årsagen til holdningsændringen fra Carlsen skal nok også findes i, at han elsker at spille skak med kortere betænkningstid, og på Wall Street er stort set hele verdenseliten tilstede.

Udover at en del spillere ytrede utilfredshed med formatet i interviews, så det også ud til at 13 runder var for lidt til at finde en retfærdig udvælgelse af de 8 spillere der gik videre til knockout-fasen. De første 10 (!) spillere sluttede alle på 9½ point, så det blev korrektionen der afgjorde det hele:

Slutstillingen i Åben række efter 13 runder (188 deltagere):
1. GM Ian Nepomniachtchi, FIDE (2770) 9½ point – korrektion 102½
2. GM Fabiano Caruana, USA (2796) 9½ point – korrektion 101
3. GM Magnus Carlsen, Norge (2890) 9½ point – korrektion 101
4. GM Wesley So, USA (2803) 9½ point – korrektion 100½
5. GM Alireza Firouzja, Frankrig (2871) 9½ point – korrektion 100½
6. GM Hans Moke Niemann, USA (2709) 9½ point – korrektion 99
7. GM Jan-Krzysztof Duda, Polen (2776) 9½ point – korrektion 97½
8. GM Volodar Murzin, FIDE (2629) 9½ point – korrektion 95½
9. GM Daniel Naroditsky, USA (2711) 9½ point – korrektion 92
10. GM Daniil Dubov, FIDE (2784) 9½ point – korrektion 91½

Undervejs var der et særdeles spændende opgør imellem Niemann og Carlsen, hvor Niemann undervejs havde chancen for at vinde partiet. Niemann var også delvist involveret i en anden dramatik, da Daniil Dubov glemte 10 runde, og tabte uden kamp til Niemann. Han var gået tilbage på hotellet for at forberede sig lidt, og var faldet i søvn og da han vågnede var det for sent! Ekstra ærgerligt for Dubov, da han bliv siet fra på korrektionen til sidst.

Nedenfor kan man se opgørene i knockoutfasen, hvor der blandt andet er lagt op til endnu et spændende opgør mellem netop Carlsen og Niemann.

De to danske deltagere, GM Jonas Buhl Bjerre og GM Mads Andersen havde fornøjelsen af, at møde henholdsvis verdens nummer 11 Levon Aronian, og verdens nummer 8 Ian Nepomniachtchi i første runde – dog uden at få point. Selve turneringen blev for de to spillere fra Skanderborg lidt på det jævne, med samlet score lidt under 50% for begge.

Glade danske skakspillere på Wall-Street. Fra venstre Sarah Sima Derlich, Mads Andersen og Ellen Fredericia Nilssen

I Kvinderækken blev Rameshbabu Vaishali, der i øvrigt er storesøster til Praggnanandhaa, en sikker vinder af den indledende runde. Hun var et helt point foran Lei Tingjie. Begge spillere gik ubesejret igennem turneringen. Også her var der stor jævnbyrdighed, og det endte med at blive verdensmesteren i hurtigskak, Humpy Koneru, der trak det korte strå, og ikke kvalificerede sig til knockout-fasen.

Slutstillingen i Kvinderækken efter 11 runder (108 deltagere):
1. GM Rameshbabu Vaishali, Indien (2359) 9½ point
2. GM Lei, Tingjie, Kina (2491) 8½ point
3. GM Kateryna Lagno, FIDE (2444) 8 point – korrektion 73½
4. GM Valentina Gunina, FIDE (2374) 8 point – korrektion 72½
5. GM Ju Wenjun, Kina (2480) 8 point – korrektion 70½
6. IM Carissa Yip, USA (2285) 8 point – korrektion 69½
7. IM Bibisara Assaubayeva, Kasakhstan (2443) 8 point – korrektion 63
8. GM Zhu Jiner, Kina (2434) 8 point – korrektion 62
9. GM Humpy Koneru, Indien (2414) 8 point – korrektion 57½
10. IM Dinara Wagner, Tyskland (2335) 7½ point – korrektion 68½

Tre kinesiske spillere er med i knockoutfasen med verdensmester Ju Wenjun og Lei Tingjie som favoritter, da de er verdens to højest ratede aktive spillere i lynskak. I tabellen vil de først kunne mødes i finalen.

De tre danske spillere WIM Ellen Fredericia Nilssen, WFM Sofie Bech Dürrfeld og WCM Sarah Sima Derlich endte nogenlunde som deres seedninger. De startede alle tre skidt ud, men kom stærkt igen i anden halvdel af turneringen.

Med Dannebrog på spillestedet: Sofie Bech Dürrfeld, Sarah Sima Derlich og Ellen Fredericia Nilssen

Resterende program for VM i lynskak:
Tirsdag den 31. december kl. 20:00: Kvartfinaler, semifinaler og finaler

Link til resultater i åben række, lynskak: HER

Link til resultater i kvinderækken, lynskak: HER

Link til live på Lichess: HER

Link til FIDEs youtube-kanal: https://www.youtube.com/@FIDE_chess

Link til hjemmesiden for turneringen: https://worldrapidandblitz2024.fide.com/