You are currently viewing VM-matchen 2024 starter mandag i Singapore

VM-matchen 2024 starter mandag i Singapore

Mandag kl. 09:00 starter VM-matchen imellem den forsvarende verdensmester Ding Liren fra Kina og udfordreren D. Gukesh fra Indien. VM-matchen spilles i Singapore og har Google som hovedsponsor og præmiesummen i matchen er 2,5 millioner dollars.

I forbindelse med åbningsceremonien blev der trukket lod om farver, og Gukesh trak hvid i første matchparti.

VM-matchen spilles denne gang igen over 14 partier. Der spilles med betænkningstiden 120 minutter til de første 40 træk, efterfulgt af 60 minutter til de næste 20 træk og med 15 minutter til resten af partiet derfra. Spillerne får først ekstratid 30 sekunder startende ved træk 61.

Det kræver 7½ point at blive verdensmester, og ved ligestilling 7-7 spilles der tie-break, først i hurtigskak og dernæst i lynskak. Hurtigskakken spilles over 4 partier med betænkningstiden 25 minutter + 10 sekunder. Skulle det stadig stå uafgjort, vil der blive spillet lynskak om verdensmesterskabet.

Ding har inden matchen haft overtaget i deres indbyrdes opgør, hvor han fører med 2½-½ i klassisk skak. Ved Tata Steel i både 2023 og 2024 vandt Ding over Gukesh. Man skal dog huske på, at Gukesh kun er 18 år gammel, og de seneste par år har været inde i en eksplosiv udvikling, der har bragt ham op på 5. pladsen på verdensranglisten med et ratingtal på 2783.

Efter at Ding blev verdensmester i Kasakhstan i april måned 2023, virker det som om, at han har tabt motivationen, og i takt med at resultaterne er blevet dårligere og dårligere, også har tabt selvtilliden. Ratingtallet er raslet ned, og med et nuværende elotal på 2728, står han kun som nummer 22 på verdensranglisten.

De fleste af topspillerne i verden har Gukesh som favorit. Tidligere verdensmester Magnus Carlsen, der for to år siden frivilligt abdicerede fra tronen, siger. “Selvfølgelig er Gukesh klar favorit, og slår han til først med en gevinst, vil han vinde matchen uden de store problemer. Men jo længere tid matchen går uden et gevinstparti, jo bedre vil det være for Ding, da han har evnerne, men ikke selvtilliden”.

Program for VM matchen 2024:
Mandag den 25. november kl. 09:00: 1. matchparti
Tirsdag den 26. november kl. 09:00: 2. matchparti
Onsdag den 27. november kl. 09:00: 3. matchparti
Torsdag den 28. november: Fridag
Fredag den 29. november kl. 09:00: 4. matchparti
Lørdag den 30. november kl. 09:00: 5. matchparti
Søndag den 1. december kl. 09:00: 6. matchparti
Mandag den 2. december: Fridag
Tirsdag den 3. december kl. 09:00: 7. matchparti
Onsdag den 4. december kl. 09:00: 8. matchparti
Torsdag den 5. december kl. 09:00: 9. matchparti
Fredag den 6. december: Fridag
Lørdag den 7. december kl. 09:00: 10. matchparti
Søndag den 8. december kl. 09:00: 11. matchparti
Mandag den 9. december kl. 09:00: 12. matchparti
Tirsdag den 10. december: Fridag
Onsdag den 11. december kl. 09:00: 13. matchparti
Torsdag den 12. december kl. 09:00: 14. matchparti

Spillestedet er Resorts World Sentosa i Singapore

Link til live på Lichess: HER

Link til live på Chess.com: HER

Livekommentering på FIDEs YouTube Channel: https://www.youtube.com/@FIDE_chess

Hjemmesiden for VM-matchen: https://worldchampionship.fide.com/

Tidligere verdensmestre – nummer i parentes:
1886–1894: Wilhelm Steinitz, Østrig/USA (1)
1894–1921: Emanuel Lasker, Tyskland (2)
1921–1927: José Raúl Capablanca, Cuba (3)
1927–1935: Alexander Alechin, Sovjetunionen/Frankrig (4)
1935–1937: Max Euwe, Holland (5)
1937–1946: Alexander Alechin, Sovjetunionen/Frankrig
1948–1957: Michail Botvinnik, Sovjetunionen (6)
1957–1958: Vassilij Smyslov, Sovjetunionen (7)
1958–1960: Michail Botvinnik, Sovjetunionen
1960–1961: Michail Tal, Sovjetunionen (8)
1961–1963: Michail Botvinnik, Sovjetunionen
1963–1969: Tigran Petrosian, Sovjetunionen (9)
1969–1972: Boris Spasskij, Sovjetunionen (10)
1972–1975: Bobby Fischer, USA (11)
1975–1985: Anatolij Karpov, Sovjetunionen (12)
1985–2000: Garri Kasparov, Sovjetunionen/Rusland (13)
2000–2007: Vladimir Kramnik, Rusland (14)
2007–2013: Viswanathan Anand, Indien (15)
2013–2023: Magnus Carlsen, Norge (16)
2023-2024: Ding Liren, Kina (17)