You are currently viewing Alkærsig og Boe vandt Senior DM i hurtigskak

Alkærsig og Boe vandt Senior DM i hurtigskak

Med Dansk Skak Union og Silkeborg Skakklub som værter blev der lørdag den 12. og søndag den 13. oktober 2023 spillet Hurtigskak-DM for seniorer i Lunden i Silkeborg. Der deltog 60 spillere i turneringen fordelt med 32 spillere i 65+ og 28 spillere i 50+

I 65+ førte ratingfavoritten FM Per Andreasen efter de fire første partier på førstedagen med 3½ point, men da han kun fik 1½ point i de sidste fire partier sluttede han lige uden for medaljerne på fjerdepladsen med 5 point og bedre korrektion end 8 (!) andre spillere med samme score.

Også Ole Alkærsig der gjorde comeback efter en længere pause, startede med 3½ af 4, men tabte så til John Mortensen i 5. runde, men da resultaterne flaskede sig for Ole endte han efter to gevinster og en afsluttende remis på en delt førsteplads med 6 af 8 og bedre korrektion end mesteren fra 2022 Peter Jørgen Dam Mikkelsen og sidste års mester Lars Wilton på tredjepladsen. Lars Wilton gik i øvrigt i lighed med sidste år og forrige år igen ubesejret igennem turneringen. På billedet øverst står Ole Alkærsig med pokalen flankeret til venstre af Peter Jørgen Dam Mikkelsen og til højre af Lars Wilton.

I ratinggruppen under 1950 vandt Heine Svane med 5 point og bedre korrektion end Willy Møller Nielsen og Hans Jørn Andresen.

Det afgørende parti i sidste runde imellem Peter Jørgen Dam Mikkelsen og Ole Alkærsig endte remis

i 50+ førte FM Casper Dahl Rasmussen længe turneringen, men på andendagen løb han først ind i et nederlag til FM Martin Matthiesen og i sidste runde et afgørende nederlag til FM Mads Boe. Havde Martin besejret FM Allan Holst i sidste runde ville han have haft bedst korrektion og være blevet Danmarksmester. Martin glemte tiden og tabte en remisstilling på tidsoverskridelse. Med sejren tog Allan andenpladsen og Martin gik endda glip af tredjepladsen, da han havde dårligere korrektion end Casper.

Fra venstre FM Allan Holst, FM Mads Boe og FM Casper Dahl Rasmussen

I ratinggruppen under 1950 vandt Andreas Kinch med 4½ point og bedre korrektion end Morten Frank Jensen og Jess Nykjær.

Spillelokalet i Lunden

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=29075