You are currently viewing 45. FIDE Chess Olympiad starter onsdag

45. FIDE Chess Olympiad starter onsdag

Den 45. udgave af skakolympiaden finder sted i Ungarns hovedstad Budapest fra den 11. september til den 23. september. Skakolympiaden sætter ny rekord med 197 deltagende hold i den åbne række og 181 hold i kvinderækken. FIDE har registreret 201 medlemslande, så det er stort set alle lande der er tilmeldt stævnet. I åben række er der tilmeldt 977 spillere og i kvinderækken 917 spillere og dermed kommer det samlede deltagerantal i kæmpestævnet op på knap 1900 spillere.

I den åbne række er USA ratingfavoritter med det imponerende ratinggennemsnit på 2757. Holdet består af Fabiano Caruana, Wesley So, Leinier Dominguez, Levon Aronian og Ray Robson. Holdet mangler endda Hikaru Nakamura, der for anden gang i træk ikke deltager i skakolympiaden. Hans Niemann er rykket op som nummer 16 i verden, men ved udtagelsen lå han under 2700 i rating, som er Robsons ratingtal på 5. brættet. USA har deltaget 40. gange, og har vundet guld 6 gange, sølv 6 gange og bronze 8 gange. Sidst de vandt var i 2016, og i 2018 blev det til sølvmedaljer.

Førsteudfordrer med næsten identisk ratinggennemsnit er Indien med 2753 i gennemsnit. Ved sidste olympiade på hjemmebane i Chennai sluttede de to deltagende indiske hold på henholdsvis tredjepladsen og fjerdepladsen, og det var det unge andethold der tog bronzemedaljen. Der er sket meget siden, og stammen på Indiens hold i år er de unge talenter Arjun Erigaisi (21 år), Gukesh (18), Praggnanandhaa (19) og med de lidt mere erfarne Vidit (29) og Harikrishna (38) i bunden af holdet. Den tidligere verdensmester Anand, der er nummer 11 i verden, deltager ikke i Budapest.

Det sidste hold med over 2700 i ratinggennemsnit er Kina, der stiller op med verdensmester Ding Liren, Wei Yi, Yu Yangyi, Bu Xianhgzhi og Wang Yue.

Danmark er seedet som nummer 30 med et ratinggennemsnit på 2561. Ved sidste OL i Chennai var holdet seedet som nummer 27 og sluttede som nummer 45 med 13 matchpoint. Holdet har to debutanter med, da Filip Boe Olsen og Jens Ramsdal deltager i deres første skakolympiade. Landstræner Søren Bech Hansen er holdleder for det danske hold.

I første runde møder Danmark holdet fra Mozambique, som ser således ud:

CM Donaldo Paiva (2139)
Ivan Andrade (2132)
Hamid Harmon Gulamo Jamal (1960)
Lourenco Napoleao (1913)
Faisse Joao (1851)

GM Jonas Buhl Bjerre – førstebræt for Danmark i åben række. Foto: Jesper Simonsen

I kvinderækken er Indien topseedet med 2467, og det på trods af, at Humpy Koneru, der er nummer 6 i verden, ikke deltager på det indiske hold. Holdet er en kombination af erfarne spillere og unge talenter. Harika Dronavalli er førstebræt i hendes 10. OL siden 2004, og holdkammeraterne består af de unge spillere Vaishali R, Divya Deshmukh og Vantika Agrawal. Endelig er den erfarne Tania Sachdev 5. bræt på holdet Georgien er seedet som nummer 2 med 2462. Holdet har tradition for topplaceringer, og har vundet OL fire gange, og sluttede på andenpladsen ved sidste OL. Polen er seedet som nummer 3 med 2422, Kina som nummer 4 med 2416, mens vinderne fra sidste OL, Ukraine, er seedet som nummer 5 med 2400.

Danmark er seedet som nummer 55 med et ratinggennemsnit på 2033. ved sidste OL sluttede holdet som nummer 49, hvilket var lige omkring deres seedning. I lighed med holdet i åben række, har kvindelandsholdet to debutanter med. Det er Shanne Hedegaard Jakobsen og Sofie Bech Dürrfeld. Kvindelandstræner Jacob Sylvan er holdleder for kvindelandsholdet.

I første runde møder Danmark holdet fra Guyana, som ser således ud:

WCM Jessica Callender (1579)
WCM Sasha Christina Shariff (1538)
Aditi Narayan Joshi (1535)
Ciel Desiree Clement (1454)
Treskole Archibald (1400)

CM Sandra De Blecourt – førstebræt for kvindelandsholdet

Claus Marcussen fra Fredericia er også med til OL, da han af arrangørerne er inviteret til at være turneringsleder i olympiaden. IM John Rødgaard fra Esbjerg repræsenterer det færøske hold, hvor han er fjerdebræt og samtidig holdleder.

Tirsdag aften var der en storslået åbningsceremoni i Budapest, hvor de tre Polgar-søstre var i centrum. Judit bar OL-faklen ind, og lidt senere stod hendes to søstre Susan og Sofia for farvelodtrækningen. Det skete ved at åbne to store Rubikcubes på scenen. Rubikcuben er et af temaerne til OL, da opfinderen Erno Rubik er fra Budapest og i år er det præcis 50 år siden, at han opfandt den magiske terning. Alle deltagere modtog en Rubikcube af arrangørerne, og på fridagen senere, vil der være mulighed for at møde Erno Rubik og få den signeret.

Fra åbningsceremonien. i midten de store rubikcubes

Første runde spilles onsdag kl. 15:00 i Hungexpo Exhibition and Conference Centre, der ligger få kilometer fra centrum.

Hungexpo Exhibition and Conference Centre

Program for 45. Chess Olympiad:
Onsdag den 11. september kl. 15:00: 1. runde
Torsdag den 12. september kl. 15:00: 2. runde
Fredag den 13. september kl. 15:00: 3. runde
Lørdag den 14. september kl. 15:00: 4. runde
Søndag den 15. september kl. 15:00: 5. runde
Mandag den 16. september kl. 15:00: 6. runde
Tirsdag den 17. september: Fridag
Onsdag den 18. september kl. 15:00: 7. runde
Torsdag den 19. september kl. 15:00: 8. runde
Fredag den 20. september kl. 15:00: 9. runde
Lørdag den 21. september kl. 15:00: 10. runde
Søndag den 22. september kl. 11:00: 11. runde

Link til live: https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/open og https://chessolympiad2024.fide.com/live-games/women

Link til hjemmesiden for OL i Budapest: https://chessolympiad2024.fide.com/

Link til 45. FIDE Chess Olympiad på Facebook: HER

Link til resultater i ÅBEN række: HER

Link til resultater i KVINDERÆKKEN: HER