You are currently viewing Et herligt skakarrangement – Halsnæs Open i Frederiksværk

Et herligt skakarrangement – Halsnæs Open i Frederiksværk

Henrik Mortensen har skrevet til skak.dk om Halsnæs Open i Frederiksværk der havde 60 spillere til start:

Et af de steder i Skakdanmark hvor der ikke altid er mest tydelig aktivitet, er Frederiksværk-området. I 2020 måtte Frederiksværk Skakklub således af de velkendte triste covid 19 relaterede årsager aflyse en planlagt hurtigskak turnering i forbindelse med klubbens 100 års jubilæum.

Søndag d. 7. april afholdt man så (endelig) en yderst vellykket hurtigskak turnering, hvori der var nogle spændende nyskabende idéer, som også andre skakklubber ville kunne benytte eller have glæde af.

Nissan Danmark havde udsat en smuk præmie, nemlig 14 dages brugsret til en spritny Nissan Ariya! Oprindelig var den tænkt som førstepræmien i den øverste gruppe, men senere besluttede man, at det skulle være en præmie alle deltagerne skulle have muligheden for at vinde. Med et deltagerloft på 60 deltagere må man sige, at der var en forholdsvis høj procentmæssig chance for at vinde den ekstraordinært flotte præmie. Præmien blev vundet af Claus Rasmussen (Frederiksværk).

Turneringsleder Anton Moe overrækker “Nissan beviset” til en glad Claus Rasmussen. Foto: Frederiksværk Skakklub

Selve turneringen var bygget op således, at tyve af pladserne var reserveret til spillere i en gruppe for nybegyndere, næsten nybegyndere, interesserede folk, der ikke havde spillet i klub tidligere etc. 

Selvom der samme dag afvikledes kampe i Skakligaen blev turneringen relativt hurtigt fyldt op. Turneringen havde blandt andet deltagere med fra fx Nykøbing F, Kalundborg – hvor der som bekendt for tiden sker rigtig mange positive ting på skakfronten – og Aalborg. 

Vinderen af den øverste gruppe af HALSNÆS OPEN blev den 6. seedede Frode B. Nielsen (Allerød) med 4 af 5. Knap så overraskende som man ellers skulle tro, når man ser Frodes normale ratingtal. Han er kendt som en endog meget dygtig lyn- og hurtigskakspiller. På andenpladsen kom Ole Larsen (Helsingør) ligeledes med 4 point. Han var startet med 4 af 4, men snublede altså på målstregen i det indbyrdes parti mod Frode. Nr. 3 blev WFM Sandra de Blecourt Dalsberg (Seksløberen) med 3½ point. Der var ratingpræmier til Andreas Skovgaard og Tim Balton (begge fra Skak for Sjov).

Turneringsleder Anton Moe overrækker førstepræmien fra den øverste gruppe til Frode B. Nielsen (Allerød). Foto: Frederiksværk Skakklub

Gruppe 2 blev lidt af et “korrektionsdrama” med fire spillere, der endte på 4 point. Nr. 1 blev Jan Søes (Gribskov Skakklub) foran nr. 2 Tommy Pedersen (Nordkalotten) og nr. 3 Jakob Bjerregaard Pedersen (Nykøbing F). På den ulykkelige 4. plads kom Birger Jarulf (Frederiksværk). Der var ratingpræmier til Erik Rasmussen (Frederiksværk) og Michael Kim Dupont.

Turneringsleder Anton Moe overrækker førstepræmien i gruppe 2 til en tydeligt glad Jan Søes (Gribskov Skakklub) Foto: Frederiksværk Skakklub

Vinder af LILLE HALSNÆS OPEN blev en godt spillende Andreas Aakersø med 5 af 5. Nr. 2 blev Jesper Christiansen 4 point. Nr. 3 blev William Hedeboe Hay-Schmidt ligeledes med 4 point. Med 3½ point. og på 4. pladsen kom Karina Helsted Moe. Samuel Rafn Andreasen (Nørrebro Skakklub) blev nr. 5 med 3 point. og ligeledes med 3 point. kom Thomas Hejgaard Nielsen på 6. pladsen.

Præmietagerne fra “de nyes” gruppe fra venstre Samuel Rafn Andreasen, William Hedeboe Hay-Schmidt, Andreas Aakersø, Jesper Christiansen samt Karina Helsted Moe. Foto: Frederiksværk Skakklub

Meget væsentligt og endog særdeles positivt er det, at en del af spillerne i denne gruppe aftalte, at de på onsdag skulle mødes igen i Frederiksværk Skakklub og hygge sig med noget skak. Jeg er sikker på, at også andre interesserede vil være meget velkomne.

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=28557

Frederiksværk Skakklub på Facebook: HER