You are currently viewing SonFlow Cup – andendagen

SonFlow Cup – andendagen

Lars Peter Hansen skriver på vegne af arrangørerne i Springeren Kolding om andendagen ved SonFlow Cup på Kolding Uddannelsescenter:

2. runde:
Andendagen SonFlow Cup viste sig også at være Garry Kasparovs fødselsdag. Om det var årsagen til at deltagerne gik til den, står hen i det uvisse, men der blev kæmpet om pointene i anden runde.

GM Stellan Brynell og GM Vignir Vatna Stefansson åbnede med pointdeling efter et lige parti uden de store unøjagtigheder. I partiet GM Vladimir Hamitevici – FM Jens Ramsdal fik førstnævnte tidligt en lille fordel, men den blev udlignet i ved en lille unøjagtighed af moldoveren i træk 18.

Det tyske opgør mellem IM Marius From og FM Daniel Kopylov svingede også en del, men efter 45 træk blev det også remis her.

De tre øvrige partier endte med en afgørelse til en af siderne, som i alle tilfælde var hvid. IM Rasmus Skytte slog IM Michael Kopylov i 34 træk efter at en række fejl fra ukraineren ville føre til det nordmændene kalder en “sekkemat”.

IM Filip Boe Olsen havde sin modstander IM Uffe Vinther Schou i sækken senest efter træk 38 hvor der var uundgåelig mat i fem træk. Hvid havde dog nok vundet alligevel efter sorts fejl i 18. træk.

Endelig vandt IM Hilmir Freyr Heimisson over GM Johnny Hector. Svenskeren kom tre bønder bagud i træk 25, og da de fire resterende var fordelt på lige så mange øer, endte partiet med opgivelse 11 træk senere.

3 runde:
Det begynder at se vanskeligt ud for ratingfavoritten GM Vignir Vatnar Stefansson i SonFlow Cup. Efter at have spillet det forkerte offer og derefter valgt den forkerte fortsættelse måtte han se sig slået af IM Michael Kopylov hvorefter han kun er noteret for sin remis i anden runde. Sejren var Kopylovs første, og han har nu 1½ point for de første to dage.

GM Vladimir Hamitevici spillede remis mod IM Rasmus Skytte, og inden 4. runde ligger begge godt til med hhv. 2 og 2½ point. Dermed deler Rasmus Skytte førstepladsen med IM Filip Boe Olsen der slog FM Jens Ramsdal med de sorte brikker. IM Hilmir Freyr Heimission og IM Marius Fromm delte i et parti der aldrig kom ud over remisgrænsen. Begge ligger nu midt i rækken med 1½ point hver.

Den svenske stormester Stellan Brynell havde chancen for at komme med i topstriden, men efter en fejl i træk 23 gik det lidt opløsning, og han måtte notere et lidt uventet nederlag med FM Daniel Kopylov.

I dagens sidste parti delte IM Uffe Vinther Schou og GM Johnny Hector efter et slutspil med tårne, bønder – og lidt tidnød.

Inden søndagen er det østjysk i toppen hvor Rasmus Skytte (billedet øverst i artiklen) og Filip Boe Olsen begge har 2½ point.

Stillingen efter 3 runder:
1 – 2. IM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2440) 2½ point
1 – 2. IM Rasmus Skytte, Århus Skakklub/Skolerne (2345) 2½ point
3 – 4. GM Vladimir Hamitevici, Moldavien (2445) 2 point
3 – 4. FM Daniel Kopylov,Tyskland (2355) 2 point
5 – 8. IM Marius Fromm, Tyskland (2454) 1½ point
5 – 8. IM Michael Kopylov, Tyskland (2364) 1½ point
5 – 8. IM Hilmir Freyr Heimisson, Island (2361) 1½ point
5 – 8. FM Jens Albert Ramsdal, SK1968 (2376) 1½ point
9 – 10. GM Stellan Brynell, Sverige (2402) 1 point
9 – 10. IM Uffe Vinther-Schou, Århus/Skolerne (2345) 1 point
11 – 12. GM Vignir Vatnar Stefansson, Island (2459) ½ point
11 – 12. GM Jonny Hector, Nordkalotten (2425) ½ point

Yderst til venstre den ansvarlige for livedækningen Kasper Jerwiarz. Foto: Mads Boe

Resterende program for turneringen:
Søndag den 14. april kl. 10.00 – 15.00: 4. runde
Søndag den 14. april kl. 16.00 – 21.00: 5. runde

Spillested: Kolding Uddannelses Center, Ågade 27, 6000 Kolding.

Partierne fra den øverste gruppe vises live på Lichess: HER

Der er lagt billeder op fra turneringen på Dansk Skak Unions Facebookprofil: HER

Hjemmeside for Skakklubben Springeren: http://www.skakklubbenspringeren.dk/

Der spilles i 22 grupper, og alle resultater vil være tilgængelige via turneringssystemet på Dansk Skak Unions hjemmeside: HER