Når så mange skakspillere er samlet til DM i Svendborg, er det naturligvis oplagt at benytte faciliteterne til at holde møder, spille lyn med mere. Her bringer vi et overblik over de sidebegivenheder, der er kommet til skak.dks kendskab:
DM i lyn er siden 2023 blevet et selvstændigt arrangement, der spilles i samme weekend som hurtigskak DM. Men det har altid været en god tradition at spille lyn Langfredag aften kl. 19.30 til DM i skak. Med en førstepræmie på 2.000,- kr. i Påske Lyn skal der nok komme et par stærke spillere med. Betænkningstiden er 3 min + 2 sek. tillæg pr. træk. Tilmelding og betaling senest fredag den 29. marts kl. 16:00. Se mere her
Dansk Skakdommerforening holder generalforsamling lørdag den 30. marts kl. 12.00 på Hotel Svendborg. Medlemmerne har fået tilsendt indbydelsen direkte. Interesserede kan kontakte danskskakdommerforening@gmail.com for yderligere oplysninger.
Under overskriften Hvordan får DSU flere kvinder i skakklubberne? inviterer DSU til en workshop under ledelse af landsholdsspiller Esmat Guindy.
Workshoppen afholdes lørdag den 30. marts kl. 14:30 på Hotel Svendborg, Centrumspladsen 1, 5700 Svendborg og er tiltænkt bestyrelsesmedlemmer, men alle er velkomne. Se mere her hvor man også kan tilmelde sig arrangementet.
Foredrag om Bent, Boris og Bobby. I anledning af udgivelsen af sin biografi ”LARSEN Bind II – Verdensmesterdrømme 1966-1972” fortæller Jan Løfberg om tre af de største mestre fra denne periode: Bent Larsen, Boris Spasskij og Bobby Fischer.
Larsens verdensmesterdrømme blev spoleret af først Spasskij og derefter af Fischer. Selv om de var konkurrenter, var den gensidige respekt stor – og de kom fint ud af det med hinanden uden for brættet. Jan Løfberg fortæller om forskellene og lighederne mellem tre store personligheder.
Det vil være muligt at stille spørgsmål undervejs. Efter foredraget vil det være muligt at købe/bestille paperback- eller luxusudgaven af ovenstående biografi.
Sted: Hotel Svendborg, kommentatorrummet. Tidspunkt: Lørdag den 30. marts kl. 20.30 til ca. 21.30.
Delegeretmødet. Dansk Skak Unions højeste myndighed, delegeretmødet, afholdes søndag den 31. marts kl. 15.15 i biografen lige ved siden af Hotel Svendborg. Se dagsorden her. Forretningsudvalget fortæller, at de trække forslaget om at ændre formulering af lovenes §4 tilbage.
Søndag aften afholdes Stævnefesten. 3 retters menu med vin ad libitum. Kaffe bagefter. Pris 750 kr. Tilmelding på Stævnekontoret eller Stævnetelefon: 22 32 90 73.