Dagens modstander var holdet fra Belgien, og for første gang ved EM var Danmark ratingfavorit i en match, hvor vi havde lidt over 100 ratingpoint i gennemsnit i vores favør. Professor Elo fik heldigvis ret i sine forudsigelser, Danmark vandt meget sikkert.
Jonas Bjerre (2633) havde de hvide brikker mod GM Daniel Dardha (2575) og viste vejen med en sejr i bare 24 træk:
På andetbræt have Jesper Thybo sort mod GM Igor Glek (2435). Igor Glek er født i Rusland og er lige blevet 62 år. Siden 1994 har han boet i Vesteuropa. Fra 2000 til 2019 repræsenterede han Tyskland og derefter Belgien. På sit højeste – juli 1996 – var han nummer 12 i verden med 2670 i rating. Jesper Thybo havde en lille fordel undervejs, men næppe noget afgørende. Remis med uligefarvede løbere efter 51 træk.
Bjørn Møller Ochsner mod FM Jasper Beukema (2357) var et spansk parti med det sjældne 3. – g6. Hvid stod behageligt hele vejen igennem, men afgørende fordel var der næppe. Remis efter 31 træk.
På sidstebræt var Allan Stig Rasmussen med de sorte brikker klar ratingfavorit. Igen i dag valgte Allan Stig at ofre en kvalitet for aktivt spil, men den store fordel kom først i slutspillet, hvor et par taktiske vendinger sikrede dansk sejr. Efter at have siddet over i første runde har Allan Stig meldt sig markant ind i turneringen med 2½ af 3. Billedet øverst i artiklen er fra 3. runde, hvor Allan Stig Rasmussen med hvid slog GM Daniil Yuffa (2600) fra Spanien.
Danmark – Belgien:
GM Jonas Buhl Bjerre (2633) – GM Daniel Dardha (2575) 1 – 0
GM Jesper Søndergaard Thybo (2522) – GM Igor Glek (2435) ½ – ½
GM Bjørn Møller Ochsner (2534) – FM Jasper Beukema (2357) ½ – ½
GM Allan Stig Rasmussen (2507) – FM Lennert Lenaerts (2322) 1 – 0
Landstræner Søren Bech Hansen skriver til skak.dk om runden:
Dagens runde mod Belgien var godt håndværk på brætterne to til fire, og så gedigne baggårdstæsk på bord 1. Der blev i nævnte rækkefølge taget en jakke af, knækket knoer og så spillet Tg1, Ld6, Txg5+ og Lf4. Jonas’ modstander havde inden denne omgang scoret maksimale 3/3. Han er ikke helt så kry længere.
Allan fik også en hel med hjem, da modstanderen trådte forkert sent i partiet. Sikkert og godt. Bjørn og Jesper spillede gode, solide remiser.
En nydelig 3-1 sejr inden femte runde i morgen.
Søren Bech Hansen
På topbordet spillede Tyskland og Polen remis i alle fire partier, hvilket tillod Armenien at komme med op i førergruppen.
I 5. runde skal Danmark møde Frankrig, der på forhånd er seedet som nummer syv mod Danmarks 20. plads blandt de 38 deltagerlande. Igen kan Danmark risikere at løbe ind i 4 stormestre med over 2600 i rating. En svær kamp.
Resterende program for turneringen:
Onsdag den 15. november kl. 15:00. 5. runde
Torsdag den 16. november: Fridag
Fredag den 17. november kl. 15:00: 6. runde
Lørdag den 18. november kl. 15:00: 7. runde
Søndag den 19. november kl. 15:00: 8. runde
Mandag den 20. november kl. 15:00: 9. runde
Link til live i Åben række: Chess24 og LICHESS
Link til live i Kvinderækken: Chess24 og LICHESS
Link til resultater i: ÅBEN RÆKKE og KVINDERÆKKEN
Link til live på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=3tYW-Yq4Gkg
Hjemmesiden for European Team Chess Championship 2023: https://etcc23.me/