You are currently viewing Divisionsreform

Divisionsreform

Dansk Skak Unions hovedbestyrelse har enstemmigt netop vedtaget nye regler for divisionsturneringen med visse afledte følger for oprykning fra hovedkredsenes turneringer. Baggrunden herfor er især ønsker om kortere rejsetid, bedre balance mellem det østlige og vestlige Danmark og styrkelse af hovedkredsenes turneringer.

Reformen træder fuldt ud i kraft med divisionsturneringen 2024/25, og turneringen vil til den tid bestå af

en uændret Skakliga med 10 hold med nedrykning af to hold som hidtil

4 grupper i 1. division med hver 8 hold, hvor de 4 vindere spiller play-off om 2 oprykningspladser til Ligaen. De to nederste i hver gruppe rykker ned i hovedkredsenes turneringer.

Divisionsturneringen slankes således ved at komme til at bestå af 42 hold mod nu 58, idet 2. division nedlægges. De overskydende 16 hold rykker ned i hovedkredsenes turneringer.

Sæsonen 2023/24, der snart går i gang, bliver en overgangssæson med særlige regler for oprykning og nedrykning med henblik på at turneringen 2024/25 kan blive startklar til den nye struktur.

Ved de nye regler tilstræbes det, at 1. division, gruppe 1 og 2 kommer til at bestå af hold fra øst for Storebælt, og at holdene i gruppe 3 og 4 kommer fra Jylland og Fyn. Men det skal understreges, at der ikke er nogen garanti herfor, da der sker påvirkninger ved nedrykningerne fra Ligaen og ved resultaterne i 2. division, gruppe 2 i overgangssæsonen. Men det må anses for usandsynligt, at jyske hold kommer i en østgruppe.

Detaljerne i reformen kan læses herunder.