Det 14. og sidste parti i VM matchen i Astana mellem Ian Nepomniachtchi og Ding Liren endte remis efter et meget spændende forløb, hvor Ding Liren med hvid spillede hårdt på gevinst i en Nimzo-inder. Nepomniachtchi forsvarede sig dog godt, og parrerede Ding Lirens angreb og havde derefter længe en komfortable stilling med en lille fordel. Partiet kom ind i et tårnslutspil med en bonde mere til Nepomniachtchi, men Ding Liren viste flot slutspilsteknik og holdt det halve point efter 90 træk. Matchens længste parti.
Dermed skal matchen ud i omkamp søndag den 30. april kl. 11.00 dansk tid, hvilket er kl. 15.00 i Kazakhstan.
Omkampen starter med bedst af 4 hurtigskakpartier med 25 minutter til hele partiet + 10 sekunder pr. træk. Skulle omkampen ende 2 – 2, skal der spille to lyn-partier med 5 minutter + 3 sekunder pr. træk. Ender disse også uafgjort skal der spilles to partier mere med samme betænkningstid. Hvis det stadig er uafgjort sættes betænkningstiden ned til 3 minutter + 2 sekunder pr. træk til hele partiet. Denne betænkningstid bruges indtil der er fundet en vinder.
At matchen kommer ud i omkamp, har også betydning for præmiefordelingen. Var der fundet en vinder i de ordinære partier, ville de 2 millioner Euro fordeles med 60% til vinderen og 40% til taberen. Når der er omkamp bliver fordelingen 55% til vinderen og 45% til taberen.
VM-matchens hjemmeside: https://worldchampionship.fide.com/.
Live fra Chess24: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/nepo-ding-world-chess-championship-2023/1/1/4 – her kommenterer forskellige stærke spillere.