You are currently viewing Sarah Derlich vandt børne-DM i opgaveløsning

Sarah Derlich vandt børne-DM i opgaveløsning

Henrik Andersen fra Skak for sjov har sendt følgende til skak.dk om et helt nyt tiltag, der så dagens lys i den forgangne weekend:

Lørdag den 25. marts dannede Skak for sjovs lokaler på Frederiksberg rammen for danmarkshistoriens første danmarksmesterskab i opgaveløsning for børn på 12 år og yngre. I alt 25 børn deltog i konkurrencen, hvor de inden for to timer skulle løse 18 opgaver, som verdensmesteren i opgave-komposition, Steffen Slumstrup Nielsen, havde specialkomponeret til lejligheden. I de første otte opgaver var der mat i 1 træk, og i de 10 øvrige mat i 2 træk.

Vinderen – og dermed DM i opgaveløsning for børn 2023 – blev Sarah Derlich, Nørrebro Skakklub (billedet øverst). Charlie Birch Bohr fra Skak for sjov fik sølv, og Anders Askjær Mikkelsen, som både spiller i Gentofte Skakklub og Skak for sjov, fik bronze.

Der var 25 deltagere i Skak for sjovs lokaler

Ingen af deltagerne havde alle 18 opgaver rigtige. Sarah og Charlie havde begge 17 rigtige svar, så mesterskabet gik til Sarah, da hun afleverede sine løsninger først.

Mange af børnene havde betydelige vanskeligheder med at finde de rigtige træk, og nogle af dem måtte nøjes med 2-7 rigtige svar ud af de 18 mulige. Det skyldtes ikke mindst Steffens underfundige kompositioner, hvor der tilsyneladende var mange gode svar, som var lige ved og næsten, men alligevel kun én vej til skakmat ud fra den stillede opgave.

Tak til Steffen for opgaverne, og tak til børnene for godt engagement og fokus. Alt i alt et meget spændende og vellykket arrangement, som bestemt tåler gentagelse i årene fremover.

Se opgaverne her: http://ksu.dk/log/fil2385.pdf

Se løsningerne her: http://ksu.dk/log/fil2386.pdf

Link til hjemmesiden for Skak for sjov: https://skakforsjov.dk/for-de-bedre/