You are currently viewing Dobbeltrunde i Bundesligaen

Dobbeltrunde i Bundesligaen

Lørdag og søndag blev 8. runde og 9. runde spillet i verdens stærkeste skakliga, Bundesligaen.

Denne gang var der kun deltagelse af de to unge GMere Jonas Buhl Bjerre (billedet øverst) og Jesper Søndergaard Thybo, der repræsenterer Kiel. De var helt nede i Ruhr-området for at spille dobbeltrunde imod Mads Andersens hold, Solingen, og hjemmeholdet SV Mülheim Nord.

Begge danskere klarede sig fint med fire uafgjorte partier mod højere ratede modstandere. GM Jonas Bjerre havde fornøjelsen af at være førstebræt for Kiel og spillede imod GM Thai Dai Van Nguyen (2659) og GM Jorden van Foreest. (2687). GM Jesper Thybo spillede remis imod de to hollændere GM Liam Vrolijk (2508) og GM Loek Van Wely (2648).

Holdet endte desværre med at tabe begge kampe knebent, men bør ikke komme i nedrykningsfare.

I toppen af Bundesligaen er der lagt op til at mesterskabet afgøres i næstsidste runde, hvor Baden Baden og Viernheim tørner sammen. Indtil videre har begge mandskaber vundet alle kampe.

Stillingen i Bundesligaen:

I 2. Bundesliga var der også dansk deltagelse, da både IM Filip Boe Olsen og FM Mads Boe med Kiels andethold var i Berlin til dobbeltrunde imod henholdsvis Rüdersdorf og Schachfreunde Berlin2. Begge måtte nøjes med et halvt point i de to partier, og holdet fik også kun et enkelt matchpoint. Dermed er holdet tilbage på en nedrykningsplads igen i en gruppe med stor jævnbyrdighed. Den afsluttende dobbeltrunde spilles om 3 uger i weekenden den 18. marts og 19. marts.

I Oberligaen var der på danskerholdet Preetzer TSV kun en enkelt dansk spiller i 6. runde. IM Uffe Vinther-Schou tabte i et jævnbyrdigt opgør, som modstanderholdet Schwerin trak sig sejrrigt ud af med mindst mulig margin 4½-3½. Preetzer er placeret midt i rækken, og burde ikke komme i nedrykningsfare.

I Landesliga Hamburg har det længe set svært ud for danskerholdet SV Diagonale Harburg. Denne gang kunne holdet kun mønstre 6 spillere, og det endte med et stort nederlag på 6½-1½. De eneste der fik point var de to danskere FM Niels Jørgen Fries Nielsen (remis) og Alf Andries (gevinst). Efter 6 runder er holdet fortsat uden matchpoint.

Link til resultater fra den tyske liga. https://ergebnisdienst.schachbund.de/bedh.php?liga=bl

Link til hjemmesiden for Bundesligaen: https://www.schachbundesliga.de/