You are currently viewing Julekalender 21. december

Julekalender 21. december

Bag lågen den 20. december gemte Jørgen Kiel fra Sydøstfyn Skakklub sig, hvilket mange også havde foreslået på DSUs Facebookside.

Jørgen Kiel

I Dansk Skak Unions Julekalender, hvor vi i december måned dagligt kommer et personligt og kærligt portræt af en frivillig, der har lagt eller stadig lægger et stort arbejde for dansk skak, skriver Hans Jørgen Lassen om Tønders Kaj Elkjær Larsen:

Kaj Elkjær Larsen lærte mig meget. Især åbnede han mit unge sind for slutspillets finesser. Jeg glemmer således aldrig, da han demonstrerede, hvordan man med passivt spil, overmod og skødesløshed kunne komme i træktvang i et simpelt bondeslutspil, tre mod tre låst fast på samme fløj. Kaj fik mig til ikke blot at anskaffe Chérons Lehr- und Handbuch der Endspiele, bd. 2, men også at studere dette fremragende værk. Jeg har det stadig stående i reolen, nu alle fire bind, røde, men med tiden noget falmede.

Han var en fremragende pædagog og organisator, ikke kun på det skaklige felt. Han sluttede sin arbejdsmæssige karriere som skoledirektør i Tønder.

Særligt var han god til at give ansvar. Jeg blev som grønskolling sat til at skrive referater af vores holdkampe til avisen, Vestkysten, og det gjorde jeg så med fyldepen; det var før computernes tid. Allerede her var Kaj visionær og så muligheder, som jeg ikke selv anede: Senere blev jeg gennem tyve år fast skakskribent på Weekendavisen.

Men Kajs dristigste træk var nok, da han i 1965 placerede mig på første bræt på vores divisionshold. “Gisp! tænkte jeg, nu skal jeg have smæk.” Det fik jeg også, men dog kun af Hans Rasmussen.

Kaj havde igen set rigtigt. Jeg måtte i øvrigt melde afbud til en enkelt kamp, hvor Kaj så rykkede op på det krævende førstebræt. Mod Horsens, ikke noget problem for Kaj: han slog ingen ringere end Erik Bang.

Hans indsats for skoleskakken er uforlignelig. I øvrigt i smukt samarbejde med Karlo Christensen. Og Tønder Skakklub var jo i høj grad båret af Kajs arbejde og engagement, men naturligvis ikke alene. Der var mange andre gode kræfter, som man mindes med glæde.

Nogle resultater på brættet bør også nævnes, i det mindste en passant: 14 bymesterskaber i Tønder og tre sønderjyske.

Jeg vil benytte lejligheden til at indstille Kaj som æresmedlem af Dansk Skak Union.

Hans Jørgen Lassen


Man kan lige nå at få en personlig og kærlig beskrivelse af en du ønsker at fremhæve, i årets Julekalender. Skriv dit forslag til et portræt til Trine@skak.dk