You are currently viewing Favoritsejr i ØBRO International 2022

Favoritsejr i ØBRO International 2022

De to forhåndsfavoritter GM Tiger Hillarp-Persson (2514) fra Sverige og GM Eduardas Rozentalis (2493) fra Litauen levede op til deres favoritværdighed og delte sejren i ØBRO International 2022 med 7 point af 9 mulige.

Fotoet af GM Eduardas Rozentalis øverst i artiklen er taget af Jesper Simonsen. Rozentalis, der i Danmark spiller for Køge Skakklub, forblev som den eneste spiller i turneringen ubesejret. Tiger Hillarp-Persson tabte et enkelt parti, det var til netop Rozentalis i 5. runde.

IM Kassa Korley, der bor i USA, men i FIDE-regi repræsenterer Danmark, spiller for ØBRO og lå længe til at score sin sidste GM-norm. Men to tabte partier i træk i runde 6 og 7 slukkede den drøm. Korley lod sig dog ikke slå ud, og vandt de to sidste partier og tog en udelt 3. plads med 6½ point.

IM Kassa Korley er nærmest indbegrebet af en verdensborger, hans mor er født i Ghana, hans far i Danmark og selv er han vokset op i New York. Foto: Jesper Simonsen

ØBROs formand Viktor Haarmark Nielsen kom lige fra en IM-norm i SMUKskak i Skanderborg til sin egen klubs turnering. Der må selvfølgelig være lidt træthed ovenpå 9 runders GM-skak, men om det var derfor han tabte de første to partier i ØBRO International 2022, er ikke til at sige. Fra 3. runde og frem var det en forvandlet Viktor Haarmark, der scorede 5½ af 7 og var meget tæt på en IM-norm. Skulle præstationen havde været til en IM-norm, ville en formalitet dog have spændt ben for normen. Viktor Haarmark Nielsen mødte for mange danskere undervejs. Man må kun møde 5 spillere fra sit eget land i en turnering som ØBROs for at kunne score en norm, Viktor Haarmark mødte 6 danskere i de første 7 runder. Det var ren lodtrækningsuheld, da ØBRO meget omhyggeligt havde sørget for 10 danske spillere og 10 udenlandske spillere i turneringen.

FM Viktor Haarmark Nielsen viste igen at han er tæt på IM-styrke – udelt 4. plads i ØBRO International 2022. Foto: Jesper Simonsen

Turneringens lavest ratede spiller, den 17-årige WIM Rakshitta Ravi (2111) fra Indien, var inden sidste runde den eneste spiller med chance for at score en norm. Havde hun spillet remis med Kassa Korley, ville hun havde scoret sin sidste norm til den kvindelige stormestertitel. Det lykkedes dog ikke, men turneringen må alligevel være en opmuntring for den unge inder, for efter hun i 2019 scorede WGM-normer i Pardubice og Sitges og opnåede 2322 i rating, er det gået tilbage siden. Lad os håbe, at ØBRO International 2022 markerer en vending.

WIM Rakshitta Ravi fra Indien – tæt på at gøre sin WGM-titel færdig, men måtte nøjes med 58 ratingpoint til ELO-kontoen. Foto: Jesper Simonsen

Flere informationer:

Kassa Korleys hjemmeside: https://kassakorley.com/

Tabel: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=27396

ØBROs hjemmeside: https://oebroskak.dk/

Partier på Lichess – muligt at vælge rundenummer: https://lichess.org/broadcast/bro-international-2022/round-5/rrPvbd7A