Fredag starter VM-matchen mellem verdensmester Magnus Carlsen fra Norge og udfordrer Ian Nepomniachtchi fra Rusland. Mesterskabet spilles i Dubai Exhibition Centre i de Arabiske Emirater. Oprindeligt skulle matchen have været afholdt i anden halvdel af 2020, men på grund af corona blev den udskudt til slutningen af 2021.
Magnus Carlsen, Norge (30 år) – verdensmester
Rating: 2855
Placering på verdensranglisten: 1
Officielle sekundanter: GM Peter Heine Nielsen
Ian Nepomniachtchi, Rusland (31 år) udfordrer
Rating: 2782
Placering på verdensranglisten: 5
Officielle sekundanter: GM Peter Leko, GM Iidar Khairullin og GM Nikita Vitiugov
VM-matchen spilles denne gang over 14 partier. Der spilles med betænkningstiden 120 minutter til de første 40 træk, efterfulgt af 60 minutter til de næste 20 træk og med 15 minutter til resten af partiet derfra. Spillerne får først ekstratid 30 sekunder startende ved træk 61.
Det kræver 7½ point at blive verdensmester, og ved ligestilling 7-7 spilles der tie-break, først i hurtigskak og dernæst i lynskak. Hurtigskakken spilles over 4 partier med betænkningstiden 25 minutter + 10 sekunder. Skulle det stadig stå uafgjort, vil der blive spillet lynskak om verdensmesterskabet.
Forud for VM-matchen har de to modstandere mødt hinanden 13 gange. Nepomniachtchi har vundet 4 gange, og Carlsen har vundet en enkelt gang. Sidste gang de mødte hinanden var i forbindelse med Norway Chess, hvor partiet endte remis. Det skal dog nævnes, at Nepomniachtchis positive score er opnået i ungdomsårene.
Præmiesummen i matchen om verdensmesterskabet er 2 millioner USD, hvor de 60% tilfalder den nye verdensmester. Ved ligestilling 7-7 i den ordinære match ændres fordelingsforholdet til 55% mod 45%.
Matchen har også et dansk islæt, idet GM Peter Heine Nielsen er træner/sekundant for Magnus Carlsen.
I det første parti fredag kl. 13:30 dansk tid har udfordrer Ian Nepomniachtchi trukket de hvide brikker.
Anders Bork Hansen fra Sjælsø Skakklub er ved ringside i Dubai, og har lovet at sende et par artikler hjem til skak.dk undervejs. Det er også Anders Bork Hansen, der har taget billedet øverst i artiklen.
Her bringer vi den første beretning fra Dubai:
Indtryk fra åbningen af VM
Af Anders Bork Hansen.
VM i skak mellem Magnus Carlsen og Ian Nepomniatchi afholdes, som vi vist alle ved i Dubai. Det hele blev udsat et år på grund af corona, men nu er forberedelserne overstået, og spillerne er fløjet ind med deres teams.
Selve VM afholdes i EXPO 2020 byen i konference centeret, hvor de sidste forberedelser stadig pågår. Man kan tænke, hvad man vil om, hvorfor 2020 ikke er ændret til 2021, men mon ikke det rent praktisk har været en uoverskuelig opgave at skulle ændre alt fra internet domæner til skulpturer, der er hugget ud i sten med tallene 2020.
I dag holdt FIDE så det officielle pressemøde, der markerer, at VM starter på fredag. Der er åbningsceremoni i aften for VIPs.
Jeg er rejst til Dubai for at opleve stemningen omkring VM og skrive et par beretninger til Skakbladet og skak.dk. DSU har i den sammenhæng været yderst hjælpsomme med det praktiske, og det var med stor begejstring, at jeg kunne tage plads i medie centeret en halv time før, at pressemødet skulle starte.
Pressemødet blev en halv time forsinket, fordi Carlsen havde vanskeligheder med at komme ind på området. Trafikalt er Dubai ikke anderledes end mange andre metropoler.
Jeg havde til tusket mig en plads oppe foran, og sjovt nok, så overhørte jeg en lille praktisk samtale om, at der var problemer med de elektroniske brikker fra DGT, så der skulle flyves et nyt sæt ind fra Holland. Som IT projektleder med erfaring i, at alt kan gå galt, så undrede jeg mig naturligvis over, at den slags ikke er afprøvet først – og at der ikke er mindst et back-up sæt.
Og samtidig er det også nye tider. Under den kolde krig var valg af brikker ofte genstand for tovtrækkeri, og både Fischer-Spasski 1972 og Karpov-Korchnoi 1978 havde palaver om den slags. I dag er den slags overladt til leverandørerne af teknologien til at broadcaste partierne 😊
Klokken 13:30 kom spillerne så ind til den samlede verdenspresse, hvor især NRK var stærk repræsenteret 😊 De stillede forøvrigt nogle spøjse spørgsmål, men det er selvfølgelig skønt, at de er med og breder skakstoffet ud, så alle kan få en mulighed for at blive grebet af vores skønne mentale kampsport.
Ian Nepomniatchi og Magnus Carlsen sad til en start som forstenede, mens de indledende taler blev holdt af sponsorer og officials fra FIDE.
Carlsen tøede hurtigt op, da de første spørgsmål fra amerikanske GM Maurice Ashley, der var moderator. Der blev udvekslet et par fornærmelser med smil på læben, da de jo kender hinanden godt fra tidligere, Ian har været sekundant for Carlsen for godt 10 år siden, og desuden har de tilbragt en stor del af deres teenageår og unge voksenliv på de samme hoteller og til de samme topturneringer.
Førstehåndsindtrykket af de to spillere var meget forskelligt. Nepomniatchi virkede på en eller anden vis lidt off og skiftevis flakkende og stift blik. Som var han gået forkert og i virkeligheden skulle have været et helt andet sted. Når han svarende var han til gengæld meget klar i mælet.
Carlsen virkede til gengæld virkelig tændt og jokede undervejs. Det har været fremme i medierne, at hans forberedelser også har gået på fysisk træning, og ingen tvivl om, at han er den af de to spillere, der ville passe bedst til at gå i bokseringen.
Jeg vil ikke bringe de spørgsmål og svar, som blev stillet på pressemødet – her tænker jeg, at Chessbase, Chess24, Chess.com og alle de andre medier vil være bedre. Jeg kan kun opfordre til at se det. Skulle I se live-streamen, så bemærk venligst, at Dansk Chess Magazine også fik et par spørgsmål ind 😊
Anders Bork Hansen
Program for VM-matchen:
Fredag den 26. november kl. 13:30: 1. matchparti
Lørdag den 27. november kl. 13:30: 2. matchparti
Søndag den 28. november kl. 13:30: 3. matchparti
Mandag den 29. november: Fridag
Tirsdag den 30. november kl. 13:30: 4. matchparti
Onsdag den 1. december kl. 13:30: 5. matchparti
Torsdag den 2. december: Fridag
Fredag den 3. december kl. 13:30: 6. matchparti
Lørdag den 4. december kl. 13:30: 7. matchparti
Søndag den 5. december kl. 13:30: 8. matchparti
Mandag den 6. december: Fridag
Tirsdag den 7. december kl. 13:30: 9. matchparti
Onsdag den 8. december kl. 13:30: 10. matchparti
Torsdag den 9. december: Fridag
Fredag den 10. december kl. 13:30: 11. matchparti
Lørdag den 11. december kl. 13:30: 12. matchparti
Søndag den 12. december kl. 13:30: 13. matchparti
Mandag den 13. december: Fridag
Tirsdag den 14. december kl. 13:30: 14. matchparti
Onsdag den 15. december: Eventuel omkamp
Det bliver den tidligere verdensmester Wiswanathan Anand fra Indien der sammen med den franske WGM Almira Skripchenko kommenterer WM-matchen på matchens officielle hjemmeside.
Tidligere verdensmestre:
1886–1894: Wilhelm Steinitz, Østrig/USA
1894–1921: Emanuel Lasker, Tyskland
1921–1927: José Raúl Capablanca, Cuba
1927–1935: Alexander Alechin, Sovjetunionen/Frankrig
1935–1937: Max Euwe, Holland
1937–1946: Alexander Alechin, Sovjetunionen/Frankrig
1948–1957: Michail Botvinnik, Sovjetunionen
1957–1958: Vassilij Smyslov, Sovjetunionen
1958–1960: Michail Botvinnik, Sovjetunionen
1960–1961: Michail Tal, Sovjetunionen
1961–1963: Michail Botvinnik, Sovjetunionen
1963–1969: Tigran Petrosian, Sovjetunionen
1969–1972: Boris Spasskij, Sovjetunionen
1972–1975: Bobby Fischer, USA
1975–1985: Anatolij Karpov, Sovjetunionen
1985–2000: Garri Kasparov, Sovjetunionen/Rusland
2000–2007: Vladimir Kramnik, Rusland
2007–2013: Viswanathan Anand, Indien
2013–????: Magnus Carlsen, Norge
Link til den officielle hjemmeside for VM matchen: https://fideworldchampionship.com/
Link til live på chess24 med kommentatorerne GM Judit Polgar og GM Anish Giri: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/carlsen-nepomniachtchi-world-chess-championship-2021/1/1/1