You are currently viewing Flot slutspurt af Magnus Carlsen i Norway Chess

Flot slutspurt af Magnus Carlsen i Norway Chess

Det holdt hårdt, men Magnus Carlsen vandt for tredje gang i streg sin hjemmeturnering Norway Chess.

Turneringen blev spillet med et anderledes format, hvor vinderen af partiet fik 3 point, mens taberen fik 0. Ved remis blev der spillet armageddon med de samme farver fra det klassiske parti, hvor vinderen af armageddon fik 1½ point og taberen af armageddon 1 point.

Ligesom sidste år blev der spillet i en 6-mands gruppe med dobbeltrunder. Betænkningstiden i de klassiske partier var 2 timer til 40 træk og 10 sekunders tillægstid efter træk 40, mens armageddon var 10 minutter til hvid mod sorts 7 minutter, med 1 sekunds tillægstid efter træk 40.

Carlsen startede ellers ikke for godt ud, hvor han ved halvvejsmærket havde -1 i de klassiske partier. Dette blev dog hurtigt erstattet af tre sejre i streg mod bl.a. den førende Rapport.

Partiet mod Firouzja var et klassisk ‘Carlsen-slutspil’, hvor Carlsen bare lige så stille udspillede sin unge modstander i et lidt bedre løberslutspil:

Firouzja sluttede også flot af efter nederlaget til Carlsen. Med 4 gevinster i streg blev det til en andenplads og en ny verdensrangering som nummer 9.

Rapport havde en fantastisk turnering, og var i førertrøjen hele vejen frem til runde 9, men med et tab i sidste runde måtte han nøjes med tredjepladsen. Han kan dog trøste sig med en ratinggevinst på 10 ratingpoints og en plads i top 10 i verden.

VM-matchen i november nærmer sig med hastige skridt og intensiteten kunne allerede mærkes i Norge. Begge partier med lang betænkningstid mellem Carlsen og Nepomniachtchi endte remis. Det var også sidste gang de to VM-kandidater mødte hinanden inden den kommende VM-match i slutningen af november.

Slutstilling efter 10. runde:
1. Magnus Carlsen, Norge (2855) – 19½ points
2. Alireza Firouzja, Frankrig (2754) – 18 points
3. Richard Rapport, Ungarn (2760) – 16½ points
4. Ian Nepomniachtchi, Rusland (2792) – 12 points
5. Sergey Karjakin, Rusland (2758) – 10 points
6. Aryan Tari, Norge (2642) – 7 points

Turneringens hjemmeside: https://norwaychess.no/en/

Link til partierne: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/norway-chess-2021