You are currently viewing Turneringssejr og norm inden sidste runde

Turneringssejr og norm inden sidste runde

Den kun 16-årige tysker FM Ruben Gideon Koellner (fotoet øverst i artiklen) har været i en klasse for sig selv ved Aarhus Skakklub/Skolernes Chess House Sommerskak. Efter de første 8 runder har Koellner scoret 7½ point og er sikker på en udelt turneringssejr. Samtidig er de 7½ point et point over kravet til en IM-norm, selvom han i sidste runde skulle tabe til WIM Lena Georgescu fra Schweiz.

Lena Georgescu er medlem af den arrangerende klub, Aarhus Skakklub/Skolerne, og blev for nylig schweizisk mester for kvinder.
Foto: Thomas Vestergård

Med IM-normen i Chess House har Ruben Gideon Koellner opfyldt alle krav til at blive udnævnt til International Mester. Hans to første IM-normer blev scoret i Claus Dieter Meyer Gedenkturnier 2020 i Bremen og i Sportland NRW Cup 2021 i Dortmund, der først sluttede umiddelbart før turneringen i Aarhus gik i gang.

Man scorer ikke 7½ af 8 i et stærkt selskab uden også at have lidt held i sprøjten, og Koellner har da også stået skidt i et par partier undervejs, men som Mikkel Antonsen udtrykte det i en pause: ”De gode og seje er dygtige til at gøre det svært for modstanderen at vinde gevinststillinger.”

Det eneste halve point den kommende turneringsvinder har afgivet, var i 8. runde mod Mogens Thuesen fra Brønshøj Skakforening, der både stod til gevinst og til tab i tidnøden, inden partiet blev remis ved trækgentagelse.

I formiddagsrunden havde Thuesen virkelig regnet langt mod det meget sympatiske nye bekendtskab i dansk skak, Edgar Andres Parra Becerra, der bor i Aalborg, men i FIDE-sammenhæng repræsenterer Mexico:

Mogens Thuesen har haft en god turnering, og en meget travl skakmåned. 29 partier på 31 dage er det blevet til.
Foto: Thomas Vestergård

TV2 Østjylland var lørdag forbi turneringen og bragte dette klip.

Det 16-årige svenske talent William Olsson måtte udgå af turneringen kort før 6. rundes start med en slem sommerforkølelse. For en sikkerheds skyld fik han taget en corona-test, selvom symptomerne ikke pegede i den retning. Kort inden 6. rundes start kunne en lettet turneringsarrangør, John Rendboe, meddele deltagerne, at testen var negativ, men at der desværre blev en oversidder i de sidste 4 runder.

Resterende program for turneringen:
Søndag den 1. august. kl. 11.00: 9. runde

Diverse link:
Live-dækning
Turneringstabel med mulighed for at gennemspille partierne
Aarhus Skakklub/Skolerne
Chess House