You are currently viewing Ekstra Europacup online i år

Ekstra Europacup online i år

Lørdag den 27. marts starter årets online Europa Cup for klubhold. Den “rigtige” Europa Cup forventes afholdt i november/december, men indtil vi kan spille almindelig skak igen, har ECU arrangeret en online Europa Cup for klubhold. Hele 91 hold er tilmeldt turneringen.

Mere end 500 spillere er tilmeldt turneringen, og heraf har hele 80 spillere over 2600 i rating. Over 400 spillere er titelholdere, så det er en meget stærk turnering.

Danmark er repræsenteret med to hold i turneringen. Brønshøj spiller i gruppe H og er seedet som nummer 53, mens Aarhus/Skolerne er havnet i gruppe I og er seedet som nummer 57. Så en kvalifikation til mellemrunden vil være en pæn overraskelse for de to danske hold.

De danske hold ser således ud:

Brønshøj Skakforening
1. FM Aref Vasli (2384)
2. IM Thorbjørn Bromann (2392)
3. IM Jakob Aabling-Thomsen (2348)
4. IM Jacob Carstensen (2361)
5. FM Niels Nørskov Laursen (2228)
6. Jeppe Hald Falkesgaard (1986)

Aarhus Skolerne 2021
1. IM Rasmus Skytte (2381)
2. IM Jan Sørensen (2369)
3. IM Uffe Vinter-Schou (2320)
4. FM Finn Pedersen (2294)
5. FM Mads Boe (2250)
6. FM John Filip Rendboe (2169)

Enkelte andre danskere er også med i turneringen på udenlandske hold. IM Filip Boe Olsen fra Skanderborg Skakklub spiller med på Doppelbauer Kiel-holdet, der er havnet i gruppe med Brønshøj. I B-gruppen finder vi Hamburger Schachklub med GM Rasmus Svane fra Skanderborg Skakklub og GM Sune Berg Hansen fra Hillerød Skakklub på holdet.

Turneringen spilles i tre etaper. Der startes med en indledende kvalifikation i grupper af 10 hold, hvor de to bedst placerede hold går videre til mellemrunden. I mellemrunden er der 18 hold tilbage, der bliver inddelt i tre grupper af seks hold, hvor de tre bedste hold i hver gruppe går videre til en finalegruppe. Det sidste hold i denne finalegruppe er vinderen af kvindernes Europacup, Cercle d’Echecs de Monte-Carlo.

Program for turneringen:
Lørdag den 27. marts kl. 14:30 til 18:30: Indledende runde 1-4
Søndag den 28. marts kl. 14:30 til 19:30: Indledende runde 5-9
Mandag den 29. marts kl. 14:30 til 19:30: Mellemrunde 1-5
Tirsdag den 30. marts kl. 14:30 til 18:30: Finalen runde 1-4
Onsdag den 31. marts kl. 14:30-19:30: Finalen runde 5-9

Betænkningstiden bliver 15′ + 5″ og der spilles på Tornelo.

Partierne kan følges live på Chess24: https://chess24.com/en/events

Turneringen kan følges med kommentering:

Twitch – https://www.twitch.tv/europeanchessunion
Youtube: http://www.youtube.com/c/europeanchesstv

Link til resultater fra turneringen på chess-results: http://chess-results.com/tnr550240.aspx?lan=1&art=0&turdet=YES&flag=30